Forskningspolitik

Mit gamle Alma Mater, Aarhus Universitet, er som de fleste andre danske universiteter faldet i kønsfælden. Målet er en lige fordeling af forskerstillinger - eller i hvert fald at kvinder kommer til at besætte mindst halvdelen af disse. Og alle midler tages i brug. Også de stærkt diskriminerende bestikkelsespenge, hvor institutter belønnes med kolde kontanter, når mænd vælges fra.

Blandt de kvindelige forskere, forsker.net har talt med, har ingen ønsket at blive særbehandlet med baggrund i deres køn, ligesom også de mandlige forskere er imod forskelsbehandling.

Forskerne udtrykker samstemmende et ønske om, at det er kvalifikationer, der er afgørende ved ansættelser og udnævnelser, og at køn ingen rolle spiller overhovedet.

I videnstunge virksomheder er der lang vej, fra en idé opstår, til virksomheden står med et produkt, den kan sælge. Der skal både forskning og udvikling til. Hvis ikke virksomhederne kan være sikre på, at forholdene i fremtiden er gunstige i forhold til deres planer, kan de meget vel opgive at føre dem ud i livet.

Det går med andre ord ikke specielt godt med ambitionen om Danmark som vidensamfund. For viden, der bare ligger hen på universiteterne, er ikke ret meget værd i en materiel forstand. Man kan ikke leve af viden og kildevand.

Ud af cirka 3000 udlændinge på forskerordningen i Danmark forlænger kun 50 deres ophold, når de efter tre år skal til at betale efter samme skatteregler som indfødte forskere. Det er under to procent!

Private midler er dog ingen trussel mod den frie forskning i Danmark. Truslen med forskning, frihed og udvikling kommer derimod fra det evigt ekspanderende og altid mere nidkære politiske bureaukrati. Hvad enten det er højre- eller venstrefløjen, der sidder ved magten.

Jeg er uddannet cand.techn.soc. En uddannelse der fokuserer på mødet mellem menneske og teknologi. Jeg arbejder som videnskabsjournalist, hvor jeg prøver at få den lidt komplicerede naturfaglige forskning til at give mening for almindelige mennesker.