Kåre Fog: Sådan retter vi op på fødselstallet

Som opfølgning på min anmeldelse af To køn - tre sandheder, har jeg lavet et interview med forfatteren, biolog Kåre Fog.

Lennart Kiil: Ser du en sammenhæng mellem væksten i det offentlige og det ændrede forhold mellem kønnene?

Kåre Fog: Der er ikke en 1:1 sammenhæng, men der er en vis, betydelig sammenhæng.

Er væksten i det offentlige og statens stadigt udvidede virkeområde kommet begge køn lige meget til gode - eller er det ene køn blevet begunstiget på det andets bekostning af denne udvikling?

Kvinder ansættes mere end mænd i den offentlige sektor, og udvidelsen af denne sektor virker tydeligvis til gavn for kvinderne. I tidligere generationer arbejdede kvinder privat og ulønnet med omsorg. I dag arbejder de med løn i den offentlige sektor, stadig med omsorg. Jeg mener ikke umiddelbart, at det er sket på bekostning af mændene. Tidligere afleverede mændene en del af deres indtægt til de kvinder, der udførte privat omsorg i hjemmet. I dag afleverer mænd i den produktive sektor en del af deres indtægt i form af skat som går til at aflønne kvinder der udfører lønnet omsorg. I princippet er det stadig den samme omfordeling der foregår.

Hvis vi tager antallet af folkeskolelærere, så afhænger dette antal primært af antallet af børn i skolealderen; der er således ikke en klar udvidelse af lærerstaben. Det forhold, at en stadig stigende andel af lærerne er kvinder, er således en tendens der er uafhængig af udvidelsen af den offentlige sektor. Dog kan man måske sige, at der er puttet flere sociale funktioner ind i lærerjobbet – mange flere forældremøder end tidligere – hvilket dels giver behov for flere lærere, og dels passer godt til hvad de fleste kvinder gerne vil bruge tid på.

Der er også mange kvinder i de grene af den offentlige forvaltning, der har at gøre med kontrol og overholdelse af regler. Der kan være en vis tendens til, at dette præger samfundslivet i retning af kvindelig tankegang, med vægt på undgåelse af risici og overholdelse af alle mulige regler. Man kan ikke rigtig sige, at det er til direkte skade for mændene, men det betyder at den typiske mandlige tilgang med handlekraft, gå-på-mod, opfindsomhed og iværksættertrang i nogen grad bremses og hæmmes, på godt og ondt.

Findes der p.t. kulturer med et balanceret og harmonisk forhold mellem kønnene?

Det er et vanskeligt spørgsmål. For hvad betyder balanceret og harmonisk?

For mig som biolog hænger forholdet mellem kønnene uløseligt sammen med formeringen. Fødselstallene afspejler temmelig direkte hvordan forholdet mellem kønnene er. Jo mere mændene har overtaget, jo flere børn fødes der. Jo mere kvinderne har overtaget, jo færre børn fødes der. Hvis befolkningen netop skal reproducere sig selv, skal der fødes i gennemsnit 2,1 børn per kvinde. Fødes der flere end det, vidner det om maskulin dominans. Fødes der færre, vidner det om feminin dominans. Ordet ”balance” kan tolkes som den situation, hvor der fødes netop 2,1 børn per kvinde. Det betyder to ting på én gang, dels at befolkningens størrelse på længere sigt er i balance, og dels at der er balance mellem det maskuline og det feminine i samfundet.

Findes der kulturer hvor disse ting er i balance? Tjah . . . Jeg vil helst gå tilbage i tiden. Historisk set har de fleste kulturer været i konkurrence med nabo-kulturer. I den situation vil der ofte ligge et pres fra de mandlige ledere af samfundet for at befolkningen/nationen skal være så stærk, livskraftig og frugtbar som mulig, dvs. kvinderne presses ind i en familieform fokuseret på børneavl for at producere kolonisatorer/ soldater/ kanonføde. Her gælder etiske eller religiøse fordringer om bestemte familieformer med mange børn. Min bror, Agner Fog, har i bogen `Cultural selection´ (1999) betegnet en sådan kultur som `regal´. I modsætning til det står en kultur som han kalder `kalyptisk´ med fokus på livsnydelse og manglende respekt for autoriteter og normer. `Balance´ kan her ses som en kultur der ligger midt mellem det regale og det kalyptiske. En sådan balance er sjælden. De fleste samfund er enten det ene eller det andet.

I min søgen efter samfund i balance er mine øjne landet på små isolerede folkeslag, der lever uden konkurrence med andre forlkeslag, men med de begrænsninger, som naturen sætter. Jeg tænker på Grønland, og jeg tænker på folk på Stillehavs-atoller. Her var store folketal uønskede – der var ingen konkurrerende folkeslag, og man kunne kun brødføde så og så mange mennesker. Så dette var ikke regale samfund. Overskydende nyfødte børn blev sat ud til isbjørnene eller hajerne (i vore dage må den samme begrænsning udføres mere humant med fødselskontrol). Samtidig var det dog meget nødvendigt, at der blev født børn nok til at opretholde disse småsamfund. Sådanne kulturer med et pragmatisk forhold til folketal er for mig at se de mest harmoniske, vi kender. I modsætning til dem står på den ene side de kulturer, hvor ethvert menneskeliv er helligt, og hvor man mener at jo flere personer, jo bedre. Det gælder stærkt religiøse samfund med modstand mod abort og prævention. Og i modsætning til de harmoniske samfund står på den anden side også de kulturer man ser ned på de mandlige kvaliteter og hvor idealet er en 50:50 fordeling af de to køn i alle samfundsfunktioner.

Angående situationen i dag kan man tage et vue over nationernes fødselstal. Fødselstal i nærheden af 2,1 finder vi f.eks. i Albanien, Libanon og Nordkorea – ikke ligefrem harmoniske samfund! Men andre eksempler er visse store lande – bl.a. Chile, Brasilien og USA. Og påfaldende mange østater, så som Island, Bahamas, Bahrain, Fransk Polynesien, Guadeloupe, Mauritius, Nederlandske Antiller, Ny Caledonien, New Zealand, Reunion. Jeg tror at netop i en del af disse lande er der ikke bare balance i folketallet, men også en rimelig balance i styrkeforholdet mellem kønnene.

Hvad kan vi gøre for at forbedre forholdet mellem kønnene?

I Danmark har vi efter min mening en vis feminin overvægt. Derfor vil et bedre forhold her i landet sige mindre femininitet og mere maskulinitet.

Hvordan opnås det?

Jeg mener at det opnås ved en indsats på det mentale plan mere end det fysiske plan. Kvinderne skal mentalt omstille sig til at tænke mere positivt om mænd, dvs. vi skal aktivt imødegå tendensen til dæmonisering af mænd og alt maskulint. Og mændene skal mentalt omstille sig til større selvværd. Dette kræver at mænd bevidst lærer hvordan de skal begå sig over for kvinder for at fremstå som attraktive, dvs. hvordan de opnår den form for maskulinitet, som kvinder faktisk finder attraktiv (ikke den form for maskulinitet, som kvinder siger at de finder attraktiv).

Desuden er det vigtigt at vinde accept for det faktum, at forskellene mellem kønnene for en meget stor del er naturlige. Så længe det er tabu at hævde at forskellene er naturlige, kan vi ikke få et harmonisk forhold mellem kønnene.

Hvad kan vi gøre for at få fødselstallet for danskere op over 2,1?

For mig er idealtilstanden balance, dvs. jeg ønsker et fødselstal på ca. 2,1, men ikke mere end dette. Måske kan man dog kortvarigt ønske et lidt højere fødselstal, for at rette op på det skæve forhold mellem generationernes størrelse (for mange ældre i forhold til unge).

Men HVIS man ønsker at få fødselstallet op over 2,1 (hvad jeg altså ikke ønsker på længere sigt), så skal det gøres ved at dreje ekstra meget på de knapper, der er nævnt under punkt 3. Det vil sige at man skal fokusere på og betone hvor forskellige de to køn er fra naturens side, man skal gøre ekstra meget for at fremhæve de positive aspekter af det maskuline, og mænd skal særlig meget oplæres i selvsikker, dominant adfærd over for kvinder (dominant er noget andet end dominerende!). I dag er kvinder lidt kostbare og derfor så efterspurgte af mandekønnet, at kvinderne kan tillade sig at diktere vilkårene for samvær. Skal det vendes om, skal mændene gøre sig lidt kostbare og derved blive mere efterspurgte af kvindekønnet. Det vil sige at mænd skal have et aktivt, udadvendt liv, hvor kvinder allernådigst kan få lov at blive inkluderet, hvis de gør det på mændenes betingelser.