Uden formidling er forskning værdiløs

Forestil dig en skat begravet under sandet på en tropeø. Skatten indeholder guld, diamanter og andre ædelstene. Den ligger der, men ingen ved det. Sådan er det med viden, der ikke formidles.

Før viden gør nytte, skal de, der kan drage nytte af den, vide, at den eksisterer.

For tiden er vi i en økonomisk krise, og meget tyder på, vi endnu ikke har set de værste af den. I en sådan tid er der ikke råd til overflødige udgifter, og vi må tage de forskellige investeringer samfundet laver op til nøje eftersyn.

For det første må vi forholde os til fakta. Det er en kendsgerning at al offentlig forskning betales af det private. Den betales af ganske almindelige borgere og den betales af virksomheder over skattebilleten.

Nå disse mennesker og virksomheder betaler for forskning, er det rimeligt at spørge, "under hvilke omstændigheder får borgere og virksomheder noget ud af investeringer i forskning og udvikling?"

Svaret er enkelt nok. Virksomheder og borgere får noget ud af den forskning, de selv finansierer, når - og kun når - den viden, forskningen resulterer i, stilles til rådighed for borgere og virksomheder i en form, der er forståelig for dem.

Forskningsformidling i en bred forstand er med andre ord alfa og omega. Uden den får vi intet får de penge, vi investerer i offentlig forskning. Da vil denne forskning ligge hen på støvede hylder og kun være tilgængelig for en lille gruppe af eksperter.