Dyder, samfund, teknologi og natur

Klimaet og naturen ændrer sig altid. Vores samfund er indlejret i naturen og omgivet af klimaet. Derfor må vi nødvendigvis have naturen og klimaet med i vores overvejelser, når vi beslutter os for, hvordan vi vil leve. Vi må tilpasse os ved at leve bæredygtigt.

Naturen er i konstant flux. Tilpasning er et grundvilkår for enhver organisme. Det glemmer vi mennesker af og til, fordi vi gennem kulturen har formået at isolere os fra naturens betingelser i stadig stigende grad. Vi indretter vores omgivelser sådan, at de beskytter os mod naturens udsving, men naturligvis kan vi kun isolere os midlertidigt.

Politikerne er nu ved at få det hele galt i halsen. De tror, de fra centralt hold kan beskytte os mod ændringerne - eller endda forhindre ændringerne i at ske. Intet kunne være mere forkert. For selvom klimaændringer er verdensomspændende, afhænger konsekvenserne helt og holdent af det lokale område. Tilpasning er med andre ord en proces, der ikke kan centraliseres.

Tilpasning kræver, at viden er tilgængelig for folk derude, hvor de har brug for den, og hvor de kan implementere den i forhold til de særlige vilkår, der gør sig gældende på stedet. Bæredygtig er ligeledes et begreb, der kun giver mening, når man har kendskab til lokalområdet. Hvilke ressourcer er tilgængelige? Hvor mange forbrugere er det? Og - ikke mindst - hvem har brug for hvad på et givent tidspunkt?

Disse spørgsmål kan ikke besvares centralt. Så selvom begrebet om bæredygtighed er sårbart overfor politisk misbrug, står det klart for enhver, der gider undersøge sagen, at det gode liv i harmoni med naturen ikke hjælpes på vej af centrale instanser.

Bæredygtighed er heller ikke nogen ny idé selvom selve ordet er af nyere historie. Mennesker har altid vidst, at naturen sætter grænserne. En af de gamle Grækeres centrale dyder var mådehold. I nogle kredse har man grundet en voldsom velstandsstigning glemt alt om denne dyd, men vi skal nok møde den igen efterhånden som befolkningen i forskellige områder nærmer sig den af Malthus begrebsliggjorte bærekapacitet.

En voldsom stigning i materiel levestandard underminerer altid de åndelige værdier der ofte ligger til grund for den. Derfor er de vigtigt, at nogen husker på, hvorfor det gik godt.

Set i den sammenhæng virker typer som Blærerøvens 'jeg skider på alt, bare jeg har det sjovt'-mentalitet ikke bare anakronistisk i forhold til en tid, hvor vi er flere om at skulle deles. Han fremstår også i et større perspektiv som en klovn. Eller rettere som et barn der aldrig er kommet ud over sin narcissistiske natur, der tilsiger ham, at hele verden kun er der for ham.

Også han selverkendte kontrære trodsighed peger mod et umodent menneske. Dyder handler både om selvudvikling og om at finde sin plads i kosmos. Blær handler om at skabe sig. Dyder handler om at skabe noget.

Ideen om at vi bare kan forbruge løs er med andre ord idiotisk. Derfor bliver guld nu mere værd. Man kan ikke bare sætte et nul bagefter og på den måde skabe mere guld. Man kan ikke bare trykke mere guld, som man kan pengesedler. Naturens ressourcer her på jorden er og bliver begrænsede og ideen om uhæmmet vækst er og bliver en ide.

Nu vil nogle økonomer sikkert indvende, at efterhånden som efterspørgslen stiger på bestemte ressourcer, og de bliver sværere at fremskaffe, fordi de nemmest tilgængelige bruges først, ja, så vil prisen automatisk stige, og derfor er der i teorien uendeligt med ressourcer til rådighed.

Desværre skyder indvendingen helt ved siden af. Den er netop et udtryk for en fejlagtig opfattelse af økonomi som en disciplin, der er hævet over og uafhængig af den realitet, der omgiver os. Som Garrett Hardin pointerede, er økonomien en del af økologien, altså økologien forstået videnskabeligt og ikke i dagligdagsbetydningen.

En eller anden for form selvkontrol er altså nødvendig - med mindre vi hele tiden vil løbe hovedet med Malthus' mur. Denne nødvendige adfærdsregulering, det vil sige den nødvendige hensyntagen til andre mennesker og miljøet, kan ikke ske effektivt fra centralt hold, men hvis vi ikke formår at regulere os selv, skal staten eller en anden top-down-instans nok komme og gøre det. Så taber vi autonomi og naturen vil også tabe på det. Dyder er denne selvregulering. Og dem som skider på det lokale fællesskab, tager man fat i lokalt. Det kan ikke være anderledes. Det lokale fordrer frihed under ansvar, mens det centraliserede fordrer uansvarlig 'license', fordi man her sender regningen videre.

Heldigvis er vi mennesker gode til at adfærdsregulere lokalt, vores evner manifesterer sig ikke så ofte mere, men det er mestendels, fordi de ikke får plads. Vi skal give disse evner mere rum. Vi skal igen tale om dyder. Det er de lokale, der skal engageres og de lokale, der skal tage hånd om narcissisterne, der nægter at vise hensyn.

I parkerne i København har man nu længe ladet lokale rydde op. Det har resulteret i meget mindre svineri, fordi folk ikke bare smider deres affald på jorden, når de ved det er en nabo, de kender - og kan risikere at møde i opgangen, der rydder op. Er det derimod en offentligt ansat anonym gartner, smider parkbrugerne ting, hvor det passer dem.

Det handler altså om at få gjort know-how, viden og løsninger tilgængelige for lokalbefolkninger samtidig med at man opdyrker dyder. For det er netop også lokalbefolkningen der har den største langsigtede interesse i at få tilpasset sig og gjort deres brug af lokalområdet bæredygtigt. Store centrale organisationer flytter bare deres interesser et anden sted hen, når de har udpint et område.

En lokalbefolkning er derimod bundet til sit område. Deraf betegnelsen lokalbefolkning. Det kræver så også at folk ved, at hvis de misbruger deres eget område, kan de ikke bare få overført ressourcer fra andres område. Hvis de ved, at de kun har deres eget, vil de passe bedre på dette, end hvis de ved, staten står klar til at redde dem ved at omfordele fra områder, som bliver brugt mere fornuftigt.

Store ambitiøse top-down tiltag vil uvægerligt fejle og historien er da også fuld af eksempler på, at man passer bedst på sit eget. I det tidligere Sovjet udpinte Moska mange områder langt ud over bærekapaciteten, og man kærede sig fra centralt hold ikke specielt meget om forurening i provinsen, for man skulle jo ikke selv leve med den.

Et nyere eksempel på katastrofal dårlig central planlægning får vi fra EU. For ganske få år siden besluttede man at satse stærkt på biobrændsler. Man ville sende et signal og udstikke en ny retning fra Bruxelles. Imidlertid førte satsningen til en forstærkning af hungersnød, afskovning og alt i alt mere CO2-udledning end man ville have haft, havde man holdt sig til fossile brændstoffer. Bagefter sagde man så, at det var fordi, der var tale om såkaldt første-generations biobrændsler, men nye undersøgelser tyder på, at andengenerationsbrændsler har mange af de samme problemer.

Havde man i stedet for at gå til problemet fra et centralt hold, satset på lokal styring, havde det ikke måttet gå så skidt. For der findes faktisk særlige lokale betingelser, hvorunder biobrændsler helt sikkert er en fordel. For eksempel i områder hvor der som biprodukter af andre landbrugsprocessor skabes meget planteaffald, der alligevel ellers bare skulle brændes af. Men altså, der findes ikke nogen generelle løsninger. Det er netop pointen, mange politikere meget nødig vil erkende, fordi de gerne vil tage sig handlekraftige ud. De buser derfor ofte alt for kraftigt frem med direktiver fra centralt hold og forskellige "løsninger", der hurtigt viser sig at indbeære flere utilsigtede negative konsekvenser end nyttige resultater.

En anden vigtig generel pointe er, at det ikke nytter at overføre penge fra de steder, hvor man succesfuldt formår at tilpasse sig til de områder, hvor de går skidt med tilpasningen. Tilførsel af penge løser ikke noget. Man skal i stedet undersøge, hvad de succesfulde gør rigtigt, og så overflytte den visdom og de dyder i det omgang, det er muligt. For selvom der ikke er nogen teknologier eller politikker, der har generel værdi, findes der dyder, der har. Mådehold for eksempel. Og planlægning. Uden disse kan de gå galt selv om man har rigeligt med penge.

Et case in point kunne være Saudi Arabien, der nu kræver kompensation for fremtidig mangel på olieomsætning. De har ødslet pengene væk paladser til de få dekadente olieprinser, mens de havde dem, uden at få bygget infrastruktur - hverken den udvendige og den indvendige - op.

Pengeoverførsel modvirker tilpasning fordi man dermed fjerner den nødvendighed, der tilskynder til at gøre noget ved sagen lokalt. Sagen om Saudi Arabien viser også risikoen ved at satse på en enkelt naturressource i stedet for generelt at opbygge nogle dyder, som flid og omtanke.

Et godt konkret eksempel på, at beslutninger taget hos slutbrugerne baseret på lokaliseret viden, er godt for miljøet ses med Googles software til real-time overvågning af energiforbrug 'PowerMeter', som nu kan bruges i USA og flere europæiske lande, men desværre endnu ikke i Danmark. Undersøgelser viser, at opdateret viden om energiforbrug er en effektiv måde at skære forbruget ned på, da man med det samme kan se effekten af en ændring og dermed eksperimentere sig frem til en god balance mellem nødvendighed og besparelse. Igen opnår man viden som ikke kan opnås centralt. Det hjælper. Og så går der også sport i det!

Teknologien hjælper altså fordringen på vejs, for som Lord Kelvin sagde, "for at kunne ændre noget, må man først kunne måle det." I mange lande arbejder man også med intelligente grids, hvor enkelte husstande med for eksempel solfangere på taget kan sælge overskydende energi ud i elnettet. Det handler om at give magten til forbedring til den enkelte. For den enkelte ved, hvor der er noget at hente.

Politikere har i særlig høj grad en tendens til at tro, at alle menneskets problemer kan løses gennem en kombination af aktiv top-down politik og teknologiske fremskridt. Det er hele grundtanken bag teknokratismen. Den er naturligvis grundlæggende forkert. For teknologi får først værdi, når den indlejres i det konkrete liv ude hos den enkelte. Jeg håber med mit lille essay at have bidraget til forståelsen af, hvor vigtigt det er, at vi liberale ikke overlader kampen om miljøet til statisterne.