Hvorfor skriver mænd børn fra tidligere forhold ud af testamentet?

Efter at Politiken havde lavet det hårde arbejde, kunne det meste af den danske presse her i weekenden meddele at:

Skilte fædre skriver børn ud af testamente

Hver femte sammenbragte familie sørger for, at mandens særbørn arver mindst muligt – i stedet går pengene til nye børn.

Undersøgelsen fik børnelæge Vibeke Manniche på banen med følgende badulje:

Desværre viser undersøgelsen - igen - at nogle fædre (og faktisk uhyggelig mange) har meget svært ved at leve op til deres forpligtelser. Det er som om de glemmer, at børn IKKE er en ret, men en pligt. Fædres dårlige undskyldninger om manglende kontakt nægter jeg at høre på. De kan jo bare bevare kontakten! Leve op til deres ansvar.

Hvis det var varmere - kun hedeslag nok få mig til at tænke højt - mænd er nogle pjosk. Men det ser ikke så pænt ud på skrift - og det er ej heller varmt nok. Så jeg nøjes med at skrive, at nogle mænd/fædre opfører sig højst uansvarligt og usympatisk overfor deres børn. Godt at mødrene heldigvis ikke slægter fædrene på og lader børnene i stikken. Endnu da. Jeg be´r til - på børnenes vegne - at mødrene forbliver ansvarsfulde og kærlige omsorgsgivere. Også når det gælder børnenes retmæssige arv.

Sikke en omgang!

Men har Manniche ret? Er fædre nogle pjosk, der lader børnene i stikken, mens mødre er ansvarsfulde og kærlige?

Nu skal vi jo lige holde fast ved, at dem mændene skriver ud af testamentet er børn fra tidligere forhold. Ikke børn i det nuværende. Børnene i det nuværende forhold får til gengæld den arv, børnene i tidligere forhold ellers ville have fået.

Det vil sige der er tale om overførsel fra børn af samme far men med forskellig mor.

Både evolutionært og i politik giver det mening at spørge Cui bono?

Se, kvinden i det nye forhold har naturligvis en stor interesse i, at manden afskriver børn fra tidligere forhold i testamentet. På den måde sikrer hun sig, at mandens ressourcer går til egne børn og ikke til en anden kvindes.

Også den såkaldte mandeforsker Kenneth Reinicke kommer galt afsted:

Den grove forklaring er, at fædre lægger fortiden bag sig, når de indgår i et nyt forhold. De tænker meget effektivt og rationelt på, hvordan de kan optimere deres liv fremadrettet, og når man gør det, er det også nemmere at tænke kynisk om børnene

Wrong again.

Fædrene kan være ligeglade om pengene går til de nye eller de gamle børn, for fædrene har gener i både de nye og de gamle børn.

Det er kvinden i det nye forhold, der har interesser på spil.

Vil man forstå dynamikken i den her sag, må man se på, hvilken indflydelse kvinden udøver på manden i forsøget på at sikre eget afkom så sikker en materiel fremtid som muligt.

Både Manniche og Reinicke kommer galt afsted, fordi deres tankegang ikke er baseret på logik og empiri, men på en bestemt ideologi.