Kvantitative metoder til bedømmelser af forskere er for en-dimensionelle

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om de metriske metoder, der i stigende grad bruges til at bedømme en forskers evner og kvalitet (se Kan man måle en forskers kvalitet? , hvor jeg diskuterede rimeligheden i at man i højere og højere grad bruger kvantitative frem for kvalitative måder til at bedømme forskere ved legat og jobansøgninger.

Hele dette emner bliver nu behandlet grundigt i en nyt tema - The use and misuse of bibliometric indices in evaluating scholarly performance - i tidsskriftet Ethics in Science and Environmental Politics. Tema-nummeret er open source og kan findes her .

Overordnet set er der en stor bekymring i det akademiske samfund over, at et udpræget brug af metriske metoder vil fremme en bestemt type af forskere og forskning, hvilket vil være til stor ulempe for diversiteten og kvalitateten blandt forskere og forskningsemner.

En artikel handler blandt andet om konsekvensen af den stigende brug af metriske metoder i bedømmelsen af især yngre forskere. Ph.d. studerende og postdocs skal have artikler i tiddskrifter med en høj impact factor for at kunne komme videre i deres akademiske karrierere. Konsekvensen er at de er nød til at satse på forskning som egner sig til disse tidskrifter, hvilket typisk vil være forskning i emner der er oppe i tiden (såsom nanoteknologi og klimaforandring i øjeblikket), medicinsk forskning med relevans for de ’vigtige’ sygdomme (HIV og kræft) eller overraskende forskning der kan forklares kort (ny adfærd fundet hos dyr etc).

Den slags forskning er imidlertid ikke altid også den bedste forskning eller den med de fleste fremtidsperspektiver, så hvis konsekvensen bliver at de yngre mest produktive forskere udelukkende beskæftiger sig med ’sexy’ forskning, så vil det få alvorlige konsekvenser for den fremtidige grundforskning og ultimativt for samfundet.

Konklussionen er altså at disse metriske metoder har deres anvendelse (især de nye metoder som udvikler til bedre at tage højde for disciplin og faktorer som ene/hovedforfatter og antal gange der referes til de enkelte artikler), men man må samtidigt ikke glemme den individuelle kvalitative vurdering af en forskers evner.