Afskaf samrådene

Afskaf abortsamrådene

Michael Norup og Peter Rossel

Da man indførte tilbudet om fosterdiagnostik og risikovurdering i 2004, blev det begrundet med, at man ville give kvinder, der ønsker det, et handlegrundlag, således at de selv kan tage stilling til, om de ønsker at gennemføre et svangerskab, hvor der er påvist handicap hos fosteret. Dette skete uden at man ændrede den gældende abortlov. Det betyder, at kvinder, som får påvist et handicap hos fosteret efter udgangen af 12. svangerskabsuge, ikke kan få foretaget den abort de eventuelt ønsker med mindre, de får tilladelse fra et samråd.

Det forekommer ejendommeligt og vi vil i det følgende argumentere for, at man bør afskaffe samrådsinstitutionen og overlade valget af abort til kvinden indenfor den tidsramme, hvor man mener, at samfundet bør tillade abort af andre grunde end for at redde kvindens liv. I praksis vil det betyde, at man bør lægge en grænse omkring uge 22 -24, hvor der begynder at være ren realistisk chance for at fosteret kan overleve udenfor livmoderen.

Det væsentligste argument for at afskaffe samrådene er, at det forekommer både formynderisk og umyndiggørende at stille krav om samrådsgodkendelse efter at en kvinde har gjort op mig sig selv og sine nærmeste, at hun ønsker at afbryde sit svangerskab. Der er tale om en vanskelig beslutning, som indebærer en afvejning af en række hensyn, men der er ingen grund til at tro, at et samråd skulle være bedre end den gravide kvinde selv til at foretage denne afvejning.

Ud over det rummer samrådsafgørelserne et element af vilkårlighed. Selvom samrådene godkender anmodningen om abort i de fleste tilfælde, er der også situationer, hvor de ikke gør. Disse situationer er ikke reguleret af klare retningslinjer og praksis varierer fra det ene samråd til det andet. Endelig er der det problem at nogle, og måske især de bedre stillede kvinder, vælger at få foretaget abort i udlandet, hvis de får afslag.

Det stærkeste argument mod at ændre den nuværende lovgivningen er, at den fungerer. Langt den største del af alle aborter finder sted før udgangen af uge 12, og når samrådsbehandling er nødvendig er sagsbehandlingen smidig og uproblematisk. Man kan derfor spørge, om man ikke ud fra et pragmatisk konservativt synspunkt bør holde fast ved det bestående.

Den slags konservatisme kan ofte være berettiget, men i den foreliggende situation, er der tale om at en lovændring afgørende kan skabe sammenhæng i den samlede politik på abortområdet. Det forekommer inkonsistent at begrænse kvindens adgang til abort gennem krav om samrådsgodkendelse samtidig med, at man begrunder de nye fosterdiagnostiske tilbud med at de giver kvinden et grundlag for selv at afgøre, om hun ønsker abort.

Et andet argument for at bevare den gældende lov er, at den bidrager til at sikre, at de fleste aborter foregår før udgangen af uge 12 og dermed at komplikationshyppigheden i forbindelse med aborter er lille. Selvom sikkerheden ved sene aborter er forbedret siden indførelsen af abortloven i 1973, er det stadig sådan, at en tidlig abort generelt er at foretrække frem for en sen. Der er bl.a. grund til at tro, at sene aborter er mere psykisk belastende for kvinden i kraft af processens lighed med en fødsel og af det senere fosters lighed med et barn.

I følge dette argument bør man beholde 12 ugers grænsen og samrådsinstitutionen af hensyn til de abortsøgende kvinder. Hvis man slækker på grænsen, vil en del af kvinderne bruge længere tid på at afgøre, om de ønsker abort og dermed abortere senere, end de ellers ville have gjort. Det er et empirisk spørgsmål i hvilket omfang en sådan ændring vil finde sted, men det kan belyses gennem undersøgelser af aborttidspunkter i lande, hvor man har senere grænser. Samtidig kan aborttidspunktet formodentlig påvirkes af andre tiltag end samråd. Man kan fx opfordre abortsøgende til at komme så tidligt som muligt og man kan sikre, at ventetiden til abort er kort.

Ud over det kan man spørge, om samrådsinstitutionen er et rimeligt middel til at sikre tidlig abort. Samrådene skal nogle gange afslå at give tilladelse til abort, hvis de skal have en berettigelse, men begrundelsen for et sådant afslag kan ikke være, at man ønsker at sikre, at de fleste aborter sker tidligt. For den konkrete kvinde, der får afslag, er det ikke en rimelig begrundelse af afslaget, at det generelt er bedst at aborter foretages så tidligt som muligt. Hun har i stedet krav på et selvstændigt argument, der viser, at ønsket om abort i netop hendes tilfælde er uacceptabelt. Selvom en ordning, hvor abort kræver samrådstilladelse efter udgangen af 12. graviditetsuge således kan have som konsekvens, at de fleste aborter foretages før 12 uge, kan den ikke begrundes med denne konsekvens.

I stedet kan man forsøge at begrunde samrådsinstitutionen med, at valget af en sen abort er vanskeligt og at den gravide kvinde kan have brug for at dele ansvaret for sin beslutning med andre. Her kan samrådet fungere som en instans, der signalerer samfundets accept af aborten, såfremt det giver tilladelse. Også det er en tvivlsom begrundelse. Hvis man ønsker at hjælpe kvinden til at træffe et valg, hun kan leve med, vil en kurator efter svensk forbillede (dvs. en person der hjælper kvinden til at træffe beslutningen) sandsynligvis være langt bedre end et samråd.

Hensynet til det sundhedspersonale, der skal foretage abortindgrebet, er også blevet fremhævet som begrundelse for, at man bør undgå sene aborter, men igen er der tale om, at man vil begrænse den enkelte kvindes adgang til sen abort med henvisning til, at det generelt vil være bedre at aborter foretages tidligt. Det er som tidligere påpeget uholdbart, fordi det indebærer at man henviser til en mulig generel effekt, som begrundelse for individuel forskelsbehandling.

Yderligere er det ikke klart, at det er et argument for at begrænse adgangen til et lægeligt indgreb, at det er ubehageligt at udføre. Det er rimeligt, at mennesker, som af etiske grunde ikke ønsker at medvirke ved abortindgreb, kan fritages fra dette, men så længe vi som samfund mener, at sene aborter kan være acceptable, og det gør vi jo, når vi mener, at de kan tillades af et samråd, forekommer sundhedspersonalets følelser at være irrelevante for lovgivningen.

I lyset af at man således ikke kan forsvare samrådsinstitutionen med henvisning til, at den sikrer, at flertallet af aborter sker tidligt, kan man rette blikket mod fosteret. Det har Det Etiske Råd gjort. Rådet anfører, at man kan hævde, at det kun er på sin plads at lade den enkelte borger træffe væsentlige beslutninger selv, hvis beslutningen ikke i væsentlig grad krænker andres rettigheder eller interesser, men at spørgsmålet om fosterets etiske status netop drejer sig om, hvorvidt fosteret er et væsen, hvis rettigheder eller interesser det overhovedet er muligt at krænke. En løsning, hvor man overlader beslutningen om abort til den enkelte kvinde vil, hævdes det, ikke være rimelig, da den forudsætter, at fosteret har så lav en etisk status, at det ikke har interesser eller rettigheder, som bør beskyttes gennem lovgivningen.

Denne argumentation er næppe holdbar. Hvis det forhold, at fosterets etiske status er uafklaret taler for, at man ikke bør overlade beslutningen om abort til kvinden, synes det også at tale for, at man ikke overlader den til et samråd. Vi går ud fra, at Det Etiske Råd er enige med os i at spørgsmålet om, hvorvidt en person har rettigheder eller interesser ikke afhænger af, om personen er normal eller handicappet og i at interesserne tæller lige meget i begge tilfælde. Noget tilsvarende må gælde for fostre. Men hvis det er tilfældet, vil en beslutning om abort efter det tidspunkt, hvor fosteret får rettigheder eller interesser være en krænkelse af disse, uanset om fosteret er normalt eller handicappet og uanset om det er den gravide kvinde eller et samråd der træffer den.

Man kan hævde at usikkerheden om, hvorvidt fosteret har interesser eller rettigheder, kan tale mod abort generelt. Man kan også hævde, at usikkerheden kan tale for, at man kun tillader abort i de få situationer, hvor fosteret vil få et liv, der er så fyldt med lidelse, at det vil være bedst tjent med ikke at blive født. Derimod kan man ikke hævde, at usikkerheden kan begrunde den nuværende ordning, hvor samrådene tillader abort ved fx Downs syndrom og andre tilstande, hvor barnet sagtens kan få et godt liv med mindre man mener, at handicappedes interesser eller rettigheder tæller mindre end andres.

Alternativet er at afvise at fostre har interesser eller rettigheder før et bestemt tidspunkt, fx før de får bevidsthed, og det gør de tidligst omkring uge 24. Denne opfattelse er fuldt forenelig med den gældende praksis vedrørende fosterdiagnostik og med at handicappedes interesser og rettigheder tæller lige så meget som alle andres, men den indebærer til gengæld, at bevarelsen af samrådsinstitutionen ikke kan begrundes med henvisning til, at fosteret bør beskyttes. Det fører os frem til den sidste gruppe hensyn man kan overveje. Det er hensyn på det samfundsmæssige niveau. Her kan man dels tale om hensyn, der er knyttet til, at systematisk valg af abort ved bestemte egenskaber kan føre til skæve fordelinger i fremtidens befolkning, dels om hensyn, der er knyttet til vort generelle syn på menneskelivet.

Det mest oplagte eksempel på det første er abort pga. at fosteret har et uønsket køn. Denne problematik er alvorlig, men den er ikke specielt knyttet til sene aborter. Der er en række teknikker som kan muliggøre kønsbestemmelse tidligt i graviditeten eller i tilslutning til befrugtningen og noget tilsvarende må antages at gælde, såfremt der udvikles tests for andre normale egenskaber, som kunne danne grundlag for et samfundsmæssigt problematisk fravalg.

Det andet hensyn kan tale for, at man lægger vægt på at beslutningen om abort træffes på grundlag af omhyggelige overvejelser og af væsentlige grunde. Samrådene kan i denne sammenhæng opfattes som en instans, der skal sikre, at beslutningen om abort har den fornødne lødighed. Det er imidlertid ikke oplagt, at samrådene er særligt gode til at indfri dette formål og heller ikke at der foreligger et problem. Der er næppe mange kvinder, der vil vælge at få foretaget en abort meget sent at trivielle grunde.

Vores samlede konklusion er, at der ikke er noget ud over pragmatisk konservatisme, der taler for at bevare abortlovgivningen, som den er, mens respekt for den enkeltes ret til at forme sit liv taler for, at samrådene afskaffes og aborten gives fri frem til fosteret bliver levedygtigt. For at hjælpe de kvinder, der står overfor de svære valg i forbindelse med sene aborter, kan man indføre en kuratorordning efter svensk forbillede.