Dialog om forskningsfrihed

Claus Emmeche skrev i går aftes et indlæg på Forskningsfrihed? om Grænsen mellem videnskab og politik.

For at få en dialog i gang, vil jeg starte med at indkredse det, vi er enige om.

Allerførst konstaterer CE, at grænsen mellem videnskab og politik ofte volder problemer. Det er jeg enig i. Derefter definerer han kort idealer for videnskab og politik. Hans definitioner er

Idealtypisk taler vi om grænsen mellem institutionen videnskab, som søger sandheden om et emne, og institutionen politik, som - ved retorikkens list, argumentets overbevisningskraft eller magtens åbenlyse og skjulte teknikker - fordeler goder, regulerer adfærd, og medierer interessemodsætninger mellem stat, klasser og samfund for at sikre borgerne forudsætninger for 'det gode liv' i fællesskaber.

Enig. Her vil jeg henvise til min artikel Videnskab og demokrati, der behandler emnet om forholdet mellem videnskab og samfund.

Derefter kommer han med en kort definition af forskningspolitik

I forskningspolitikken fik vi billedet af den klassiske kontrakt mellem en (interesse)fri samfundsbetalt forskning, og et samfund hvis partikulære grupperinger kan udnytte videnskabens resultater i egne interesser, men hvor den videnskabelige produktionsproces ikke underlægges nogen ydre styring hvad angår dens egne erkendelsesteknikker ("den videnskabelig metode").

Ja, det er den klassiske noget for noget kontrakt. CE fortsætter

Det klassiske billede krakkelerer muligvis i videnssamfundet, når grundforskning kan foregå udenfor universiteternes vidensmonopol, når politikken programstyrer 'strategisk' forskning, og når vidensforbrugere er med til at definere forskningsprocessen fra deres første faser til dens endelige produkter.

Det er klart, at billedet kompliceres. Noget jeg har skrevet om i artiklerne Viden i en kreativ kultur, Videnskaben styrkes når den stiger ned fra elfenbenstårnet og Pas på politikken i forskning.

Det følgende afsnit af CE indeholder meget information, og jeg er lidt usikker på betydningen, så jeg splitter det lidt op.

I denne transformation ønsker vi på universiteterne ikke at forsvare et klassisk og forældet billede af forskning som virkelighedsbeskrivelse, for virkeligheden har flyttet sig,

Skal det forstås sådan, at selve virkeligheden har "flyttet sig" på grund af nogle samfundsmæssige ændringer?

Forhåbentligt ikke. Det ville være svært antropocentrisk og lettere arrogant at mene, at virkeligheden er indlejret i samfundet og ikke omvendt.

Er billedet af forskning som virkelighedsbeskrivelse da også klassisk og forældet?

Hvis man mener, at videnskab og forskning giver os ren og direkte adang til virkeligheden, så er ens opfattelse klart forældet. Det skyldes dog ikke ovennævnte transformation.

Er det en ontologisk eller en epistemologisk påstand CE her kommer med?

Det står lidt uklart.

Hvad er det præcist CE mener med virkelighed?

På den ene side virker det som om han taler om de forhold forskere arbejder under. Altså noget helt konkret og partikulært. På den anden side som om han taler om det, naturvidenskaben forsøger at beskrive - nemlig den eksterne virkelighed og dens generelle love (i modsætningen til for eksempel fænomenologien.)

Under alle omstændigheder er der mange ulemper ved helt at opgive en "korrespondensmodel" for forskningen. Her vil jeg igen henvise til Videnskab og demokrati og specielt til min artikel Ytringsfrihed er en truet art på danske universiteter, hvor jeg skriver

Hvilken interesse en forsker har, afhænger ifølge skeptikerne af, hvilken gruppe han eller hun tilhører. Derfor skal forskerens teorier og påstande ikke forstås eller kritiseres på baggrund af deres overensstemmelse med virkeligheden, men simpelthen kritiseres som eksponent for en given ideologi. Denne videnskepsis resulterer altså i en politisering af det akademiske miljø.

Logo'et her på forsker.net opsummerer min opfattelse af problematikken her. Vi kan gradvist bevæge os ind mod virkeligheden, men vi når den aldrig rent. Vi er som katten, der bevæger sig om den varme grød.

Ud over at der ikke er empirisk grundlag for helt at opgive enhver form for realisme, medfører et sådant træk også en række problemer hvad forskning i praksis angår.

For hvis man ikke kan appellere til virkeligheden, reduceres afgørelsen af videnskabelige kontroverser til tilfældigheder og interne styrkeforhold, sådan som Bloor et al's Strong Programme påstår det.

Fjerner du helt det teleologiske element (altså ideen om at virkeligheden udgør et mål man kan arbejde henimod) fra forskning og videnskab og vil forklare alting ud fra årsager i stedet for fra rationelle grunde, opgiver du faktisk et af menneskets vigtigste værktøjer - nemlig det at kunne forestille sig noget.

Det symmetriske princip er blot en form for Skinnersk behaviourisme, hvor man fjerner muligheden for at have gode grunde til at mene noget, og man reducerer ethvert spørgsmål til sociale faktorer eller andre forudgående årsager.

Dermed bliver enhver ide blot noget, der er mere eller minde tilfældigt forårsaget.

Endnu et problem ved at opgive virkeligheden som ideel skabelon er, at mennesker som teleologisk fungerende væsener har det med at erstatte det opståede tomrum med noget andet.

Forsøger forskning ikke at søge det givne ideal virkeligheden, erstattes idealet blot af noget andet. Mennesker er ikke robotter, der er netop interesser på spil og opgiver vi interessen "sandhed om virkelighed," erstattes målet for forskningen med en anden, og i mine øjne altid mindre værdig, interesse. Se min korte artikel Vi mangler et dansk ord for 'advocacy research'

men vi ønsker at undgå at barnet - kerneværdier i den klassiske akademiske forskning - hældes ud med en malstrøm af postakademisk management, politisk spin, og statskontrol kamoufleret som selvstyring, selveje, 'gensidige' kontrakter og andre styringsredskaber, som risikerer at føre til centralisme, selvcensur og dårlig forskning.

Åbner du først Pandoras æske ved at opgive appellen til virkeligheden, underlægger du forskningen kræfter, som man kunne kalde en "vilje til magt."

Bliver det så ikke blot et spørgsmål om magten er intern eller ekstern?

Her kunne man fint bruge en metafor fra psykologien.

Er man fri hvis man er styret af sine interesser? Er man fri hvis man er styret af, eventuelt uerkendte, behov?

Frihed er helt klart til dels et spørgsmål om fraværet af overdreven politisk styring udefra. Faktisk er min egen definition af frihed noget i stil med; frihed er fravær af tvang. Men tvang er mange ting. Der findes også gruppepres, behov for identifikation og accept. Noget der spiller en stor rolle for forskere.

Så med intern politisering mener jeg både den der kan foregå i grupper på universitetet og dens samspil med enkeltindividers indre verden.

Groupthink som den beskrives i psykologien er nu mere end tidligere en reel trussel da professionakiseringen af forskning har gjort det nødvendigt med med gruppeorienteret forskning, specielt i syntesefasen.

Før vi kan komme videre med de spørgsmål må vi have afklaret spørgsmålene om virkeligheden og i hvilken grad vi kan få adgang til den. Alt andet end absolut relativisme er sådan set fint nok for mig.

Så hvis skribenterne på forskningsfrihed er villige til at godtage følgende proposition

Nogle beskrivelser af hvordan virkeligheden hænger sammen, og hvad den består af, er mere præcise og tilstrækkelige end andre beskrivelser.

kan vi sagtens komme videre, med de andre mere interessante spørgsmål.