Sabelkatte kunne ikke bide nær så hårdt som nulevende katte

Nye målinger af krainier viser, at uddøde sabelkatte havde en betydelig mindre bidstyrke end moderne katte. Til gengæld kunne de så bide mere præcist og gabe højere.

Palæontologer kan finde ud af forbavsende mange ting om uddøde dyrs levestil og adfærd ud fra skeletternes morfologi. I en ny artikel publiceret i PLoS One, undersøgte Per Christiansen fra Zoologisk Museum i København jagtadfærden hos sabelkattene.

Sabelkattes kranier er meget forskellige fra de nulevende kattes. Mest i øjenfaldende er naturligvis de meget store hjørnetænder hos førstnævnte, men der er også mange andre morfologiske forskelle. Christiansen brugte målinger fra kæber og kranier til at bedømme størrelsen af tilhæftede muskler, hvormed han kunne bedømme bidstyrke og hvor højt kattene kunne gabe.

Han opdagede at sabelkatte havde et betydeligt svagere bid en moderne katte, især i de mere udviklede sabelkatte. Til gengæld kunne sabelkattene bide mere præcist ved højere gabevinkler end nulevende katte.

En teoretisk analyse viser at bidstyrke og gabevinkel er reciprokke størrelser. Hvis et dyr ønsker at bide hårdt må det stille sig til tåls med ikke at kunne gabe så højt.

Sabelkattene udvikledes derfor sandsynligvis til at dræbe byttedyr ved at bruge deres lange hjørnetænder til at overskære nerver og blodårer i halsen af deres byttedyr, hvorimod nulevende katte dræber større byttedyr ved at kvæle dem med et kraftigt og vedvarende bid i halsen som afskærer iltforsyningen.

Kilde:
Christiansen P (2008) Evolution of Skull and Mandible Shape in Cats (Carnivora: Felidae). PLoS ONE 3(7): e2807. doi:10.1371/journal.pone.0002807