Forskningspolitik

Rigsrevisionen har nu officielt meddelt FORSKERforum, at det var CBS, RUC og DTU, som blev kritiseret i beretningen om kvalitetssikring af uni-uddannelserne (se FORSKERforums tidl.  nyhed). Men der hersker fortsat mystik om kritikken. Rigsrevisor vil nemlig ikke give aktindsigt i baggrundsanalyser, idet Rigsrevisor ikke giver aktindsigt i “dokumenter af intern karakter”.

Rigsrevisor henviser som i beretningen til, at basis for kritikken især var datamaterialet fra akkrediteringsinstitutionen ACE-Denmark.  Af aktindsigt i brevveksling fremgår tilsvarende, at CBS, RUC og DTU har fået breve, hvor det lakonisk blev meddelt,  at kritikkern var baseret på ACE-Denmarks akkrediteringer(Rigsrevisionens breve af 18.jan.). Men datamaterialet fra ACE-Denmark, som FORSKERforum tidligere har offentliggjort, peger ikke på, at DTU blev kritiseret i ACE-datamaterialet. Det pegede derimod på Aarhus Universitet.

Med Rigsrevisionens hemmeligholdelse af kriterier for kritikken af de tre hersker der fortsat mystik., der også handler om kritikken er baseret på Rigsrevisionens egne analyser eller på ACE-Denmarks. Af uni-minister Morten Østergaards redegørelse til Folketinget om sagen fremgår der imidlertid et nyt kriterium - som er uden kilde og ikke fremgik af Rigsrevisors beretning - nemlig at de tre universiteter ikke havde “et tilfredsstillende beskrevet kvalitetssikringssystem på centralt hold” (se uni-ministerens redegørelse).

Rigsrevisor afslutter ikke sagen, fordi CBS, RUC og DTU “endnu ikke er helt i mål med deres kvalitetssikring” (i brev af 18.jan.). Med ACE-Denmark som kilde oplyser uni-minister Morten Østergaard isin redegørelse en uge efter, at kun RUC endnu ikke har bragt sin kvalitetssikring i orden.

Ansvarsforflygtigelse, manglende evner til problemløsning, angst i ledelsen for at indrømme fejl, personlig forfølgelse af kritiker, sammenspisthed, knægtelse af ytrings- og undervisningsfrihed. Er det Århus Universitet?
Man tror det er løgn, hver gang man hører nyt om sagen angående Århus Universitets håndtering af den kritik, den musikhistoriske professor Koldau har rejst, ikke bare i forbindelse med sine egne ansættelses- og arbejdsvilkår, men også om kvaliteten af uddannelserne på de humanistiske fag som helhed. Universitetsledelsen reagerer med lukkethed, afvisning af at forholde sig til kritikkens substans og undgåelse af offentlig debat. Det seneste, som nu er sluppet ud til offentligheden igennem det åbne svar fra Koldau til sin dekan, som blev bragt på bloggen i går (se nedenfor), er, at Århus Universitet nu går helt over stregen for al anstændighed (og lovgivning må man formode?), og igennem længere tid har kørt en proces hvis sigte er, enten at skille sig af med den professor, de selv headhuntede, gennem fyring, eller totalt at ydmyge professoren gennem mundkurv og underkastelse af nedsættende forskelsbehandling i forhold til almindelige regler for akademisk arbejde.
Professor Linda Maria Koldau havde forud udvist gode initiativer såsom oplægget til en generel debat om de almene aspekter i sagen, den 17. maj 2011 via debatarrangementet "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", som vi omtalte på bloggen sidste år (her); et debatarrangement som fulgtes op af en længere artikel i Weekendavisen af Klaus Wivel d. 1. juni 2011. For læsere, der ikke kender til baggrunden for sagen, skal jeg her citere få uddrag af Wivels artikel: "I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker. (...) Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet. (...) Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik- og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet. Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger. (...)Koldau har samlet sin historie i en over 200 sider stor mappe af mail-udvekslinger, rapporter, møde-referater og situationsanalyser, som dækker perioden fra september 2009 til november 2010. I hendes mappe kan man følge professorens forsøg på at få ledelsen og de andre kolleger til at forstå, at hun var fejlplaceret. [Ledelsen har stadig ikke taget skridt til at løse problemet fx gennem en omplacering af Koldau på AU, min tilføjelse, CE]
Mappen viser, at sagen har to aspekter. Det ene, det personlige, handler om professoren. Koldaus budskab er, at hun blev placeret på Musikafdelingen på Institut for Æstetiske Fag, hvor hendes musik- og kulturhistoriske kvalifikationer ifølge hendes egne observationer blev betragtet som »gammeldags« og derfor ubrugelige.
Det viser hen mod det andet aspekt af sagen. Koldau er et eksempel på en splid, der er større end den, der har hersket på hendes institut. Hun bærer ikke alene vidnesbyrd om humanistiske fag under forandring, men om et eksistentielt drama på danske humaniora som sådan. (...) I dag lyder budskabet, at det gælder om at skære uddannelserne til, så langt flere studerende end før på en afmålt og kortere studietid kan tilegne sig viden til brug i en verden under hastig forandring. Man tilrettelægger i høj grad også uddannelserne efter, hvad man mener, der er brug for på den anden side af studierne - og man breder viften af tværfaglige muligheder ud." (...)Niels Lehmann, leder på Institut for Æstetiske Fag, undrer sig over, at hun føler sig fejlplaceret. (...) I særlig grad læses mappen som en stadig mere forbitret kamp mellem Koldau og hendes fagleder Pia Rasmussen. Her støder to forskellige temperamenter for alvor sammen - en dirrende og desperat forsker med et aristokratisk forhold til kultur og kvalitet over for en venlig, men bestemt fagleder, der vil have alle til at lære af hinanden. »Jeg synes jo ikke,« skriver Pia Rasmussen sidste år, »du sådan helt adskilt fra os kommer her og stiller noget allerede færdigt, nemlig dig ;-) til rådighed, men at du som et vidende menneske med al din erfaring, indgår i et samarbejde med os, og at vi i dette samarbejde alle rykker os langsomt og over tid, sliber nogle kanter af hinanden, opdager synergier, vi kan udnytte hos hinanden osv.«
Men Koldau mener ikke, at hun er kommet til Aarhus for at få slebet »nogle kanter« af. Hun vil ikke gå på kompromis med ekspertise og effektivitet. Og man fornemmer i mappen, at hun efterhånden får hele lærerstaben og ledelsen imod sig.
Kvinden, der er fascineret af u-både (i efteråret udkom hendes bog om myten om u-både i film og medier), dykker mere og mere isoleret rundt, som månederne går. Hun føler sig mobbet og ydmyget, hvad der gør, at hun får rygsmerter og søvnbesvær og må sygemelde sig over længere perioder."Siden Wivels artikel har fakultetet fået ny dekan, Mette Thunø. Men det fritager vel ikke ledelsen dens ansvar for det problem en tidligere dekan var med til at skabe ved at lokke Koldau til Århus under falske løfter om at ville kunne fortsætte sin faglige linie og være med til at løfte faget til internationalt niveau?
Sagen er et markant eksempel på hvor galt det kan gå, når en universitetsmanager (fx en dekan) hen over hovedet på et lokalt fagligt miljø (som sandsynligvis hellere havde set en anden faglig profil i afdelingens professorat, fx en hjemmegroet) indsætter en forsker med en anden faglig ballast i en fremskudt stilling som professor. Og endda uden at indføre vedkommende forsker i relevante forskelle på dansk og tysk akademisk og universitetspolitisk kultur. Og hvor konflikten forstærkes ved at institutlederen og den efterfølgende dekan undlader at forsøge at løse problemet. Disciplin- og videnskabsteoretisk set er det også en case om en ringe udforsket konfliktuel dialektik som hersker imellem et givet universitetsvidenskabeligt felt (musikvidenskab) som et fag dvs. en eller flere forskningsbaserede uddannelser, versus som et landskab af videnskabelige discipliner, paradigmer eller forskningsmæssige tilgange i indbyrdes spænding. Ofte har den lokale faglige elite (repræsenteret ved fagleder og studienævn) en betydelig indflydelse, da antal studerende eller STÅer betyder indtjening, der igen er potentiel forskerrekruttering, også på den videnskabelige disciplinære profil af feltet lokalt, og spænding og konflikt mellem fag og disciplin vil altid kunne tage forskellige former.Selvfølgelig er historien også dels en oprørende historie om dansk jantelov og småtskårenhed – det er en skammelig kendsgerning, at den slags også findes i akademia – og dels om specielle forhold omkring faget musikvidenskab. Personer med kendskab til det musikvidenskabelige miljø på AU belyser dette aspekt. En kilde udtaler: "Jeg er bange for, at Koldau har været udset til at skulle spille forskellige roller, uden at de implicerede parter har set dette enkle faktum i øjnene. For AU som sådan har hun været den stjerneprofessor, som skulle højne AUs og instituttets stilling, men for de enkelte kolleger på instituttet har hun været den alt for begavede ”pain in the ass”. Resultatet er den ødelæggelse, som hun har været udsat for.""Det hele bunder i hendes første tid på instituttet og definitionen af det, at være professor på musikvidenskab og dette specielle instituts historie. Instituttet var et af de mest marxistisk prægede institutter på AU i halvfjerdserne. Deraf kom drejningen væk fra den klassiske musik og kultur og retningen imod den folkelige populærkultur. Faglederen er barn af denne historie, og AU har været det sted, hvor hun allermest frit har haft mulighed for at udfolde sin glæde ved den side af musikken. En professor er en person, som får lidt mere i løn for at undervise. Punktum! Og en professor skal et institut have for at kunne bestå som en selvstændig enhed. Punktum. En professor er ikke andet! Dette er det aldeles rædselsfuldt afgrænsede område, som Koldau får at udfolde sig på. Aldeles uhørt for hende, aldeles besynderligt, fordi denne konstruktion ikke findes ret mange andre steder, og slet ikke udenfor Danmarks grænse. Men efterhånden som tiden flytter sig væk fra halvfjerdserne bliver dette forhold enten ligeså stille ændret, eller, hvad der er tilfældet her, det består, og nu med den ret, at det har bestået historiens prøve."Kommentaren illustrerer magtforholdet mellem den undervisningsfaglige elite på et institut (jeg ved ikke hvor speciel musikvidenskab er, trods sin fortid) og en af de disciplinære eliter, som altså i sagen her udgør en minoritet der, som omtalt i et tidligere indlæg (her), reelt er frataget sin undervisningsfrihed, en af de i dag glemte akademiske værdier.
Hvor er fagforeningen henne i denne sag? Forhåbentligt på pletten, kunne man ønske, i forsvaret for et af sine medlemmers rettigheder, og åbent protesterende imod dårlige arbejdsbetingelser, ledelsens forsømmelighed og forsøg på knægtelse af ytringsfrihed og bizarre former for afstraffelse såsom individuelle særkrav om X antal timers fysisk tilstedeværelse ugentligt? Fagforeningen må da være den, der gennemskuer ledelsens lukkethedsstrategi, protesterer imod inhabile konsulenter, som ledelsen køber til at udrede psykologiske stemninger, samarbejsformer og til at dømme den subjektivt oplevede mobning for ikke-objektivt eksisterende? Tilsyneladende ikke. Jeg har i al fald ikke set mange tegn på et sådant arbejde. Man kan frygte, at fagforeningen i denne sag reducerer sig selv til at agere mægler mellem to parter, hvilket ville være en helt forfejlet opfattelse af sin rolle, i stedet for at optræde som den ansattes repræsentant.
Kunne Koldau have gjort nogen ting anderledes? Sikkert, men jeg ser her bort fra de "løsninger", som i sidste instans ville være ensbetydende med et identitetsskift som forsker og person. Det er altid let at være bagklog og jeg er selv glad for, at jeg ikke har skullet kæmpe ene person imod en samlet AU-ledelse og (store dele af et tilsyneladende) samlet lærerkollegium, men ja, hun kunne langt tidligere have sagt fra over for den strategi, som AU-toppen har om at køre sager som disse som personsager. Hun kunne fra den dag konflikten tegnede sig klart for hende, have skrevet om den, det hele, ganske ensidigt og subjektivt, på en personlig blog, og dermed offentliggjort alt. Og tilladt modindlæg og kommentarer fra de, der som hende selv ville stå frem. Synd at hun ikke fik hjælp af andre AU-kolleger udi webbaseret kommunikation, sociale medier og lignende ekspertiser. Det havde muligvis ikke kunnet rense luften helt, men det ville have spændt ben for AUs betonbunker af en mediestrategi og måske tilskyndet ledelsen til at handle konstruktivt. Universitetsledelser har alt for længe haft held til at køre konflikter (også når de er begrundet i almene besparelser og truende fyringer) som personsager, der lukkes (hvad der klart vanskeliggør journalistisk behandling af dem), og hvor fagforeningerne i samme bevægelse spindes ind i samme lukkethedsmodus, og ikke kan udtale sig, ikke kan rejse protester, ikke kan bruge det offentlige rum til at argumentere for og imod, og dermed i alvorligste fald reelt reducerer sig selv til en clearingsinstans for forhandlinger om små frynsefordele i de nærmere betingelser ved afskedigelse eller – hvad ledelsen kan mistænkes at gå efter – frivillig fratrædelse imod et kold-kæft bolsje af nogle måneders ekstra løn. En del af den virkelige skandale er, at en dansk professor har ingen reel ansættelsessikkerhed (har ikke tenure) og kan opsiges på grund af samarbejdsvanskeligheder, blot alle de juridiske spidsfindigheder om procedurer overholdes. En professor kan altså ytre sig kritisk i offentligheden, den formelle ytringsfrihed kan universitsledelsen naturligvis ikke fratage en borger, men hvis universitetsledelsen finder, at professorens udtalelser skader fagets image og truer kunderne bort, kan universitetsledelsen – i stedet for at handle lærende, problemløsende og konstruktivt – åbenbart indlede en proces, hvorigennem den via konsulenter renser sig selv for anklager om mobning og andre fejl, og ensidigt beslutte at "ophøre samarbejdet", som det hedder. Kan fagforeningerne gøre noget ved dette? Skal de forsøge at ændre denne grundlæggende urimelighed?
Linda Maria Koldaus offentliggørelse af sit svar til dekanen rejser mange og endnu ubesvarede spørgsmål ved den proces, der er gået forud. Men for selve det, som et bekymret evalueringspanel forud for modifikationen af universitetsloven sidste år kaldte "den frie akademiske debat" kan man håbe, at brevet er en milepæl på vejen mod større åbenhed om de strukturelle problemer ved de danske universiteter.
For mig at se har Koldau nemlig selv en helt central pointe: Sagen synliggør med al pinlig tydelighed universitets gennemgående strategi, nemlig at universitetets strukturelle problemer skal forvandles til den enkelte ansattes personlige problem. Den ansatte kan så irettesættes eller fyres, mens de strukturelle problemer får lov til at køre videre uforstyrret. Hvad ligner det?

Kære dekan Mette Thunø

Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.

Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.

Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.

Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.

Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.

Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.

Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.

Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.

Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.

Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?

Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?

Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?

Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?

Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?

Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?

Med venlig hilsen

Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet

Der kæmpes i disse uger om ordlyden af de nye vedtægter for de enkelte universiteter, som er en følge af sidste modifikation (2011) af 2003-universitetsloven. I det netop udkomne Forskerforum (se her) udtaler det tidligere bestyrelsesmedlem på KU lektor Henrik Prebensen:
”KU-bestyrelsens vedtægtsudkast er luftigt og ukonkret, hvor der bare er broderet lidt på den eksisterende”, ”Det skyldes processen. Det er da underligt, at KU skal lave en vedtægt med mere medarbejderindflydelse, og så sætter man et bestyrelsesudvalg med juridisk bistand fra rektor til at styre vedtægtsarbejdet! Det ville have været helt anderledes naturligt at starte med en høringsproces nede i organisationen, fx på institutniveau og i Akademisk Råd, for at finde ud af, hvad man mener nede i organisationen. Dernæst kunne man nedsætte et vedtægtsudvalg med deltagelse af engagerede personer nede i systemet. I stedet har Bestyrelsen bare lavet en topstyret proces, hvor kun de to vip’ere i bestyrelsen er blevet spurgt. Og resultatet er så sendt – sent – ud i høring, men underligt nok ikke på ’gulvet’ i de lokale samarbejdsudvalg …”Også Universitetsavisen skrev d. 26/1 en artikel om de nye institutråd (her), hvor Ingrid Kryhlmand, næstformand for Hovedsamarbejdsudvalget og HK-fællestillidsrepræsentant, udtaler »Jeg er bekymret for, at bestyrelsen nedtoner institutrådenes rolle på forhånd i stedet for at give dem mulighed for at blomstre. Man fjerner på denne måde muligheden for, at de kan udvikle sig til en størrelse, der har betydning i hverdagen ude lokalt. Institutlederne får ved en nedtoning af lovens ord om medbestemmelse en undskyldning for blot at orientere deres institutråd om, hvad der allerede er besluttet, og derefter sætte flueben ved, at medarbejderne og de studerende er blevet hørt. Det er absolut ikke, hvad der var intentionen med loven«.Ud over kampen om de nye vedtægter foregår der mange absurde ting rundt ompå de danske universiteter, som hver på sin måde fortæller om ekstremt managementorienterede universitetsledelser og deres fortsatte svækkelse af de faglige miljøer. På Århus Universitet forlyder det, at ledelsen kører top-down forskningsledelse i et forsøg på at skrue op for ekstern finansiering. Fra flere sider bekræftes denne anonyme kildes beskrivelse af situationen på det humanistiske fakultet:"Right now, the dean is forcing all the professors, associate professors, assistant professors, and post-docs at our faculty to get together in "research groups". Minimum number 15 people, with regular obligatory meetings. Those 15 people have to work out a clear concept for a closely connected network of projects, and each member has to promise in a written statement that he/she will write applications for funding together with some colleagues in the research group. Their success in getting money and their publications will be controlled by the management. A colleague just wrote me that he thus is forced to work together with people with whom he does not really share research interests or even totally disagrees. Nevertheless, he must be member of such a group - and in turn, he has no longer the possibility to travel to conferences that do not thematically fit into the work of his research group."
På CBS i København forsøger direktionen at gennemtrumfe, at et nyligt fusioneret institut kommer til at hedde "Business Communication". Man har lagt to institutter med sprog, kultur, kommunikation og teknologi i det faglige udbud sammen, men som der spørges på gulvet blandt forskerne: Kan man forske i Business Communication uden at forske i kultur og sprog og organisationer? Nej. Men når kultur og sprog og organisationer mødes, giver det så altid business communication? Nej. Forskerne frygter, at man reelt er ved at fjerne grundfagligheder og sætte en specifik anvendelse af dem i stedet. Næppe en god idé hvis CBS fortsat skal være et universitet. Den faglige og forskningsmæssige konsekvens af at tvinge det navn ned over en så heterogen forskergruppe, som de to institutter rummede, kunne blive, at omgangen med kultur, sprog og organisationer i forskningsøjemed kun må indgå i én kombination, nemlig den der munder ud i business communciation. Er det foreneligt med det nye forslag til vedtægterne om, at CBS skal respektere forskningsfrihed og i øvrigt sikre medarbejderinddragelsen?

Man kan frygte, at de nye vedtægtsændringer blot munder ud i den situation, vi har kendt til siden 2003-lovens vedtagelse: At universiteternes ansatte gerne må høre efter ledelsen og makke ret, og at ledelsen nok formelt skal høre de ansatte, men — trods nye organer, råd eller vedtægter — bliver der ingen reel "shared governance" på universitetet, i modsætning til en række af de lange, vil ellers gerne vil mingle, sammenligne os og ranglistekonkurrere med. Business as usual?

Der bliver ikke reel medbestemmelse med selvstændig beslutningsmyndighed til Institutråd og Akademisk Råd. Men der kommer formuleringer ind, som forpligter dekaner og institutledere i højere grad end hidtil. Sådan lyder tilbagemeldingen fra menige medarbejdere, som har været involveret i formuleringen af nye vedtægter, før uni-bestyrelserne her i februar skal finpudse nye nye vedtægter med mere medbestemmelse, der skal indsende til uni-minister Morten Østergaard inden 1.marts.

 Spændingen samler sig om samarbejdskanaler, fx. hvad rådene med medarbejderrepræsentanter får ret til at få forelagt (dekanens oplæg / beslutningsgrundlag), hvornår noget skal forelægges, hvordan det skal drøftes og hvordan rådgivningen gives videre. Men der er også fokus på, at dekanen / instititutlederen automatisk skal være formand for råd eller om formanden skal vælges – også blandt de menige.  Mens flere vedtægtsudkast lægger op til, at formanden for Akademisk Råd vælges blandt medlemmerne, så erfarer FORSKERforum – som udkommer i dag – at flere rektorer har insisteret på, at institutlederen skal være formand for institutrådet.

Der er også spænding om søgemekanismerne ved rektorudpegning, fx om ’vurderingsudvalg’ med menige vip’ere får ret til at lave prioriteret indstilling af deres rektorkandidat. Også søgemekanismerne bag udpegning af nye bestyrelsesmedlemmer er kontroversielt; det er hidtil sket igennem en ’nepotistisk selvsupplering’, hvor især bestyrelsesformanden har haft indflydelse.  

 Mens medarbejderrepræsentanter på AU og SDU føler sig inddraget i processen med de nye vedtægter, så undrer menige KU’ere sig: ”KU-bestyrelsens vedtægtsudkast er luftigt og ukonkret, hvor der bare er broderet lidt på den eksisterende”, mener  lektor Henrik Prebensen, der er eks-bestyrelsesmedlem. ”Det skyldes processen. Det er da underligt, at KU skal lave en vedtægt med mere medarbejderindflydelse, og så sætter man et bestyrelsesudvalg med juridisk bistand fra rektor til at styre vedtægtsarbejdet! Det ville have været helt anderledes naturligt at starte med en høringsproces nede i organisationen, fx på institutniveau og i Akademisk Råd, for at finde ud af, hvad man mener nede i organisationen. Dernæst kunne man nedsætte et vedtægtsudvalg med deltagelse af engagerede personer nede i systemet. I stedet har Bestyrelsen bare lavet en topstyret proces, hvor kun de to vip’ere i bestyrelsen er blevet spurgt. Og resultatet er så sendt – sent – ud i høring, men underligt nok ikke på ’gulvet’ i de lokale samarbejdsudvalg …”.

De menige VIP’er vil være meget langt fra institutlederen, når nye mammutinstitutter på KU og AU kommer til at bestå af 100 eller flere VIP’er.

Det kan betyde store strukturelle problemer og et ledelsestomrum, der fører til uofficielle ledelsesstrukturer og subkulturer, mener Anne Jøker, som er ledelsesrådgiver med speciale i offentlig ledelse.

”Man binder en masse energi på at bøvle med uklar ledelsesmagt. Så går man og gætter på, hvem der bestemmer hvad – både ledere og medarbejdere – og det er ikke frugtbart. Man må etablere en struktur, der tilgodeser faglige hensyn, men også hensigtsmæssig personaleledelse”.

Som konsulent og underviser oplever hun jævnligt, at folk klager over usikkerhed og uafklarethed omkring ledelsesbeføjelsen, og det, mener hun, medfører et regulært ressourcespild.

”Folk er ansvarlige og søger løsninger på deres problemer. Men man risikerer, at det bliver nærmest tilfældige løsninger, hvor dem, der råber højest, sætter dagsordenen,” siger hun.

Se TEMA s. 8-10 i det trykte blad …

Masseproduktion af ph.d.ere giver afløbsproblem: Der mangler postdoc-stillinger til de unge

I Danmark indskrives der 2500 ph.d.’ere og der uddannes flere end 2.000 ph.d.er om året – dobbelt så mange som for otte år siden. Men mange får en ph.d.-grad uden at have videre karrieremulighed, fx i form af postdocer.

Arbejdsløsheden blandt nyuddannede ph.d.er er hastigt voksende, og derfor mener AC – der er paraply for de akademiske fagforeninger – at der uddannes for mange ph.d.er, I ACs optik handler det om, at mange går ud i arbejdsløshed eller er overkvalificerede på arbejdsmarked – og at ressourcerne kunne bruges bedre i forskningssystemet:

”Vi skal skrue ambitionerne tilbage igen og indse, at 2.400 ph.d.er om året måske lige er højt nok i forhold til de økonomiske vilkår, vi lever under i øjeblikket. Der er ikke nok vækst, og derfor er det ikke en fornuftig investering”, forklarer AC-formand Erik Jylling.

I forskningsråds-systemet genkender man, at der udklækkes mange ph.d.er, men her ser man mere problemet som at der mangler aftræksmuligheder, når de er færdige, konstaterer formanden for Det Frie Forskningsråd, som modtager mange postdoc-ansøgninger:

”Der uddannes mange ph.d.er og systemet bør give mulighed for, at de kvalificerede ph.d-kandidater kan fortsætte karrieren”, siger Jens Chr. Djurhuus. ”Der er et problem. En meget stor del af de penge, der i 2010 bruges til forskning i den offentlige sektor, går til at uddanne ph.d.er. Så kan det ikke nytte, at der ikke gøres mere for deres videre karrieremuligheder”.

Forskningsrådene: Mange ansøgere til postdoc-stipendier

Det Frie Forskningsråd mærker presset på postdoc-stillingen, for man får rigtig mange ansøgere. For at dække noget af behovet for postdoc-forløb bruger Frie Forskningsråd en meget stor andel af sine bevillinger på postdoc-stipendier. Det svarer populært sagt til 150-200 forløb (1-2-3 årige), fordelt mellem de fem faglige forskningsråd. Senest har rådet i 2011 bevilget 45 millionbevillinger til unge forskere samt 33 millionbevillinger til unge forskningsledere (Sapere Aude-programmet)
”Forskningsrådene tager det tunge læs med at ekspedere talentfulde ph.d.er videre i karrieren, men det er langtfra nok, når systemet altså har fordoblet forskeruddannelsen 2003-2011”, forklarer formand Djurhuus.

AC-formanden antyder, at hvis der skrues ned for ph.d.-antallet, så bliver der plads til at finansiere flere postdocer. Men den kobling vil rådsformand Djurhuus ikke være med på:

”Jeg har ikke belæg for at sige, at der uddannes for mange ph.d.er, dvs. at kvaliteten ikke er høj nok eller at der ikke er brug for dem. Det er jo sådan, at 60 pct. havner i industrien, og så må man jo spørge industrien, om ph.d.erne er overkvalificerede?”

Rådsformand: Ikke samme lagkage

Forskningspolitikere vil sige, at ph.d.erne og postdocerne er forbundne kar, idet bevillingerne kommer fra samme lagkage, dvs. at skal den ene have mere, så får den anden mindre?

”Jeg opfatter det ikke som en lagkage af given størrelse. Jeg taler for, at lagkagen bliver større, så nye penge giver plads til flere postdocer. Jeg argumenterer for det samfundsøkonomisk fornuftige i at investere mere i forskning; flere højtuddannede forskere tjener sig selv ind i den anden ende. Politikerne bør overveje med sig selv, hvordan man – ud fra en globaliseret synsvinkel – vil opnå danske konkurrencefordele”.

Lige nu tyder uni-ministerens udtalelser på, at sektoren skal være glad for at bevare det nuværende bevillingsniveau: I det lys lyder Djurhuus udmelding konfliktsky, nemlig at han ikke vil tage stilling til, at skal nogle have mere, så går det fra nogle andre?

”Det kan da godt være. Det er en forskningspolitisk prioritering. Men som sagt: Du taler om en kage af en bestemt størrelse. Jeg taler om, at der er potentiale i at gøre kagen større …”

jø

- på fattig viden. Det blev politik og folkeopinion, der overtog debatten

mellem Özlem Cekic og Joachim B. Olsen. Det ærgrer fattigdomsforskere

Er Carina fattig? Det blev et af efterårets mest diskuterede spørgsmål. Eller måske var diskussionen nærmere, om man kan tale om fattigdom i Danmark. For de fleste var enige om, at kontanthjælpsmodtageren ”Fattig-Carina”, som SF-politikeren Özlem Cekic havde fundet frem, var et rigtig dårligt eksempel. Hendes budget pegede nemlig ikke på, at hun var fattig.

I stedet fik Joachim B. Olsen (Liberal Alliance) medvind med påstanden om, at der ikke eksisterer reel fattigdom inden for dette lands grænser. Artikler, læserbreve, blogs og web-debatter var fulde af vrede indlæg mod den danske ’kræve-mentalitet’ og eksempler på folk, der med fuldtidsarbejde havde mindre i rådighedsbeløb end Fattig-Carina. Og da Özlem Cekic næsten blev irettesat af sin egen SF-partileder, blev sagen for alvor spektakulær i medierne.

Imens sad forskellige forskere og rev sig i håret. For den debat, der kørte i medier og andre offentlige fora, var mildest talt ikke vidensbaseret eller fremmende for en forståelse af samfundets sociale problemer.

”Jeg synes, det kørte helt skævt. Det var ret skræmmende, hvordan viden spillede en helt marginal rolle i mediedebatten,” siger RUC-professor John Andersen, der ofte har optrådt som ”fattigdomsforsker” i medierne.

Fattigdomsforskere:
Uinformeret og skævvredet debat

Professoren ærgrer sig for eksempel over, at det ikke blev gjort klart, at Carina-eksemplet var decideret ikke-repræsentativt for kontanthjælpsmodtagere.

”Man hævdede, at hendes situation dokumenterer, at det ikke kan betale sig at tage det berømte ’job i Netto’. Men det gælder for maksimalt ti procent af kontanthjælpsmodtagerne. Og så var der helt andre tolkninger, der slet ikke kom frem. For eksempel burde man grundlæggende kun kunne få kontanthjælp i kort tid – hun havde fået det i 20 år! Det burde slet ikke forekomme. Er man for syg til at arbejde, skal man have invalidepension eller revalidering,” siger John Andersen.

Samme syn finder man hos professor Jørgen Elm Larsen, KU-Sociologi: ”Jeg synes i høj grad, debatten blev skævvredet. Det blev mere synspunkter og løsrevne eksempler. Når man nu synes, at de her folk bare kan tage sig sammen og komme i arbejde, så er det jo rimeligt at se på de barrierer, der kan være for at komme i beskæftigelse. Og der er nogle gevaldige barrierer, der gør, at de mennesker ikke kan reagere på incitamenterne. Det ville nuancere debatten at få med,” siger Elm Larsen.

En tredje ærgerlig forsker er Finn Kenneth Hansen fra CASA: ”Eksemplets magt er blevet stor. I det sidste halvandet år har der kørt en stor fattigdomsdebat, og der har langt hen ad vejen været en accept af, at der fandtes fattigdom, men at vi har brug for nogle målemetoder. Og så kommer eksemplet her og banker debatten tilbage til, at der er en, der har en hund og ryger smøger og derfor ikke er fattig,” siger han.

Journalister gider kun en vinkel

Forskerne ærgrer sig over en fladpandet og destruktiv debat. John Andersen blev ringet op af journalister. Desværre var der ikke mange af hans pointer, der rimede på den historie, de pågældende journalister ønskede at skrive.

”Nej. Det var som om, at når der var sat en diskurs, så var det svært at komme med en helt anden vinkel. Der er for få journalister, der ligesom gider. Og nogle gang forstår de det heller ikke. Du skal til at forklare sådan nogle helt simple ting, for eksempel hvordan boligsikringssystemet fungerer. Så er det svært at få de skarpe synspunkter frem. På sådan et felt mangler man nogle fagjournalister”, fortæller han.

Men selvom både den enkelt forsker og universitetsledelserne har et ansvar for at byde ind med relevant viden, så mener John Andersen mener dog at det først og fremmest er pressen, der er barrieren for en mere nuanceret og vidensbåren debat: ”Hvis man havde kvalificerede journalister, der gider lave mere end fem minutters interview med os, så kunne man sagtens have bragt viden frem på området.”

Ingen presseinteresse for konference

Der blev dog taget et konkret initiativ for at bringe viden og forskningsresultaterne ind i fattigdomsdebatten. Rådet for Socialt Udsatte arrangerede i hast en konference i Landstingssalen i Folketinget, hvor et panel af forskere skulle fremlægge deres viden på området, herunder Jørgen Elm Larsen og Finn Kenneth Hansen. Invitationen gik ud til organisationer, politikere og pressen.

Interessen for at høre forskernes kloge ord var imidlertid begrænset blandt de to sidstnævnte grupper.

Fremmødet blandt politikere var sparsomt, og eneste pressedækning kom fra det venstreorienterede dagblad Arbejderen.

”Det er jo et vist paradoks, at debatten er hot i medierne, men at de ikke deltager i sådan et arrangement. Man kunne måske godt have forventet, at der var en vis interesse i at høre om forskernes viden på området,” siger Jørgen Elm Larsen.

lah

Uni-ledelserne pusler lige nu med at finpudse formuleringer til nye vedtægter. Interessen samler sig om samarbejdskanaler og udpegningsprocedurer

Der bliver ikke tale om reel medbestemmelse for de ansatte i Akademisk Råd eller institutfora, når universiteterne sender nye vedtægtsforslag ind til ministeriet d. 1. marts. Medarbejderne får ikke ret til at vælge / udpege dekaner eller institutledere (fx ved at pege på deres favoritter i bedømmelsesudvalg). De får heller ikke en slags vetoret i væsentlige sager om budget, forskningsstrategier, personaledisponeringer osv.

Den slags forslag har uni-ledelserne blokeret for med henvisning til, at sådanne forslag vil blive afvist af ministeriet, fordi de ville være i strid med den enstrengede uni-ledelse, som Uni-Loven dikterer.

I stedet har universiteter – mere eller mindre i samarbejde med de ansatte – udarbejdet vedtægtsforslag, som skal give de ansatte mere formel indflydelse. Det er sket igennem formuleringer, som i højere grad præciserer ”inddragelse”, men som reelt set fortsat er afhængig af ledelsens gode vilje, for at blive realiseret i praksis. Rådene har fortsat kun ret til at ”drøfte og rådgive”, men har ingen faktisk besluttende magt. Det er fortsat lederens ret – og denne kan altså vælge at lytte til rådgivningen eller lade være.

Indflydelse i Akademisk Råd

Selv om ledere har magten til at overhøre de menige, så kan vedtægtens formuleringer alligevel have bestemte moralske og kulturelle signaler, der forplanter sig som ’forvaltningsskik’ på de enkelte niveauer i organisationen.

Forarbejdet om vedtægtsændringerne har især drejet sig om, hvordan de ansatte får mere indflydelse på fakultets- og institutniveau, dvs. i Akademisk Råd og i institutrådet. Her står der standardmæssigt blandt Akademisk Råds opgaver, at de skal drøfte og rådgive dekanen. Og da der står i Uni-Loven, at organet skal drøfte ’væsentlige spørgsmål’ samler interessen sig især om, hvad det er rådet har ret til at få forelagt (dekanens oplæg / beslutningsgrundlag), hvornår noget skal forelægges, hvordan det skal drøftes og hvordan rådgivningen gives videre.

Her springer KUs upræcise formuleringer i øjnene, mens AU på sin side er meget interesserede i forvaltningsprocessen, når det siges, at sager skal forelægges så der sikres løbende og rettidig medinddragelse.

Skal lederen være formand for råd?

På universiteterne har et af de centrale forslag handlet om lederens rolle i organerne, dvs. især om hvem der skal være formand for Akademisk Råd og Institutrådet. Det er formanden, som skal indkalde, disponere og styre dagsordenen. Men debatten har afsløret forskellige tilgange.

På den ene side taler de, som har oplevet et demokratiunderskud, for at formanden skal vælges i rådet. Hermed bliver det ikke nødvendigvis lederen (dekanen/institutlederen), der bliver formand. Det kan dermed være en menig, og hermed sikres, at lederen får kvalificeret modspil eller en sparringspartner.

På den anden side findes pragmatikere, der holder sig til at lederen skal være formand, for det er alligevel denne som sidder på informationer, beslutningsgrundlag og myndighed. Ansvaret skal være centralt forankret og det taler for at lederen skal være formand og pålægges det ansvar.

Mens flere vedtægtsudkast lægger op til, at formanden for Akademisk Råd vælges blandt medlemmerne, så erfarer FORSKERforum at flere rektorer har insisteret på, at institutlederen skal være formand for institutrådet. Det finder nogle kritisabelt, idet institutlederen hermed skal være med til at tage stilling til sine egne beslutningsforslag.

Udpegningsmekanik bag dekaner og institutledere

Da et Folketingsflertal i 2003 gjorde op med uni-demokratiet og skabte den topstyrede Uni-Loven, forsøgte dele af forskersamfundet at afværge de værste forandringer ved at få indføjet, at institutlederen fortsat blev valgt på instituttet blandt medarbejderne. Det var forgæves, og det interessante i vedtægtsforslagene er i forlængelse heraf, hvordan udpegningsmekanismerne ser ud.

Typisk tales der om, at et indstillingsudvalg – med deltagelse af bl.a. vip’ere – som vurderer og indstiller kvalificerede kandidater. Det fremgår dog ikke af vedtægtsudkast, at indstillingsudvalget kan eller skal prioritere blandt ansøgerne, dvs. at udvalget kan pege på den, som de finder bedst egnet.

KUs udkast præciserer ikke nærmere, hvad der er indstillingsudvalgets opgaver.

På AU nedsættes en ”rådgivningsgruppe” med vip-medlemmer, og gruppen får forelagt ”relevante indkomne ansøgninger og rådgiver om, hvilke kandidater, der skal indkaldes til samtaler. Men dekanen styrer selve ansættelsen, dvs. sammensætter ansættelsesudvalg og ansættelsessamtaler og kan i øvrigt ”søge intern og ekstern bistand”.

På SDU nedsætter dekanen et vurderingsudvalg (i øvrigt med dekanen selv som formand), der skal rådgive dekanen om, hvem der blandt ansøgerne opfylder kvalifikationskravene (’er anerkendt forsker’).

jø

FORSKERforums netnyheder skrev fredag d. 27. januar, at data pegede paa, at AU, RUC og CBS var de tre unavngivne universiteter, som Rigsrevisor kritiserede i december for mangelfuld kvalitetskontrol med uddannelserne. Rigsrevisionen v. kontorchef Inge Laustsen har imidlertid efterfoelgende meddelt – paa Aarhus Universitets foranledning – at AU ikke hoerer til blandt de tre kritiserede.

FORSKERforum beklager udhaengningen  (som desvaerre ogsaa forekommer i det trykte blad, der udkommer tirsdag).

FORSKERforums udpegning af de tre universiteter er sket i god tro, idet den stammede fra  Rigsrevisors oplysning om, at kritikken af tre universiteter var baseret paa  akkrediteringsinstitutionen ACE-Denmarks data. FORSKERforum indhentede aktindsigt fra ACE-Denmark og dette materiale pegede entydigt paa AU, RUC og CBS som de kritiserede parter. Men Rigsrevisionen har tilsyneladende baseret sin kritik paa andre kilder, og FORSKERforum afventer nu at modtage Rigsrevisionens baggrundsmateriale.

DENNE NETNYHED VIL BLIVE OPDATERET SOM 2.udgave NAAR MATERIALET ER MODTAGET. Rigsrevisionen har lovet, at det vil ske allerede i denne uge.

3.UDGAVE. På tre universiteter var der uddannelser, som ikke levede op til sikring af kvalitetsstandarder, skrev rigsrevisor Henrik Otbo i en beretning til Folketinget, jf. FORSKERforums tidligere omtale (se her). Rigsrevisor placerede problemer på tre universiteter uden at nævne navnene. Nærlæsning af et statusnotat fra Akkrediteringsrådet ACE peger imidlertid på, at det især især handler om uddannelser på AU, RUC og CBS (se dokumentation: ACE-Akkrediteringsrådets excel-ark). 

Rigsrevisionens bedømmelse af kvalitetssikrings-problemer på visse uddannelser er angiveligt baseret dels på redegørelser fra de 8 universiteter, dels på Akkrediteringsrådets vurdering af 132 akkrediterede uddannelser 2008-11. Rigsrevisor hentede data herfra, når han konstaterede, at der er “3 universiteter, hvor alle deres uddannelser vurderes at opfylde kriteriet på enten delvist tilfredsstillende eller ikke tilfredsstillende vis” (Rigsrevisors beretning). FORSKERforum bad ACE-Denmark om dokumentation for de negative bedømmelset og fik aktindsigt i statusnotatet, et excel-ark som var sendt til Rigsrevisionen uden kommentarer. Notatet havde alarmen “betinget positiv” på hver tredje af de akkrediterede uddannelser. Og flest på AU, RUC og CBS. 

ACEs statusnotat uddrager dog kun – på Rigsrevisionens anmodning - vurderinger på to af akkrediteringsinstitutionens fem kriterier, nemlig en behovsanalyse (kriterium 1: relevans) samt om uddannelsen har løbende intern kvalitetssikring (kriterium 5). (Statusnotatet fortæller i øvrigt, at kun fire uddannelser – 2 fra CBS og 2 fra RUC – var ”ikke-tilfredsstillende” på både behovskriteriet og kvalitetskriteriet).  Universiteterne har kritiseret ACE for at være byrokratisk med indviklede og ressourcekrævende procedurer. Relevanskriteriet har været ombejlet for at være uklart og konservativt (se  ACE akkrediterings-kriterier her).

Der hersker imidlertid usikkerhed om underteksten bag Rigsrevisors tre unavngivne uni’er. AUs pressechef Anders Corell siger nemlig, at AU er hængt ud på et forkert grundlag. “Rigsrevisionen har netop i dag bekræftet, at Aarhus Uni IKKE hører blandt de tre. Hvem det så er, ved jeg ikke”. FORSKERforum har søgt aktindsigt hos Rigsrevisionen for at få udredt beretningens baggrundsmateriale.

De akademiske friheder er under angreb i disse år, på direkte og mere subtile måder. En subtil form for angreb sker gennem New Public Management, som påtvinger forskerne eksterne incitamenter, som er ydre i forhold de måder, videnskabernes faglige miljøer selv har reguleret deres videnskabelige virke på, dvs. efter rent videnskabelige kvalitetskriterier. Et omdiskuteret eksempel er den bibliometriske forskningsindikator (DBF). Forskningsstyrelsen har netop afholdt et stormøde med faggrupperne om "forlagsproblematikken", dvs. hvordan man tæller videnskabeligt output på områder, hvor forskerne især publicerer bøger og bogbidrag. Ministeriet vil v.h.a. DBF ikke bare tælle, dokumentere og synliggøre forskningen i en database (hvilket er fint nok), men gennem belønning til universiteterne anspore forskerne til at publicere i tidskrifter, bogserier og på forlag, som ligger på et særligt højt "niveau". – Men det forsøger forskerne jo i forvejen; problemet er, at de ikke gives nogen universel algoritme, der omsætter forskerens fagspecifikke fornemmelse for kvalitet til en statsautoriseret liste af pointgivende tidskrifter og forlag. På mødet havde jeg i frokostpausen lejlighed til at tale med Hans Fink om en anden akademisk frihed, nemlig undervisningsfriheden, i anledning af et aktuelt indlæg af Linda Maria Koldau i Politiken d. 9. januar om denne ret oversete frihed.
For undervisningsfrihed er ikke, som en googlehjerne ellers kunne tro, at have fri for timer på uni eller i skolen. I 2003 udgav fire filosoffer, idé- og videnskabshistorikere ved Århus Universitet, Hans Fink, Peter C. Kjærgaard, Helge Kragh og Jens Erik Kristensen, den læseværdige bog Universitet og videnskab. Universitetets idéhistorie, videnskabsteori og etik. Et af bogens formål var at beskrive kernen i selve universitetsbegrebet, nemlig
A. Tæt forbindelse mellem forskning og uddannelseB. ForskningsfrihedC. UndervisningsfrihedD. SelvstyreE. Videnskabens enhed
Der er tale om principper og idealer, der aldrig har været fuldt realiserede, men, som Hans Fink skriver (s. 12), "ikke desto mindre både før og nu er blevet set som mål at stræbe efter eller kæmpe for". Bogen udkom samme år som vedtagelsen af Helge Sanders lov om universiteter. Loven var et voldsomt anslag mod flere af de selvsamme principper. Med afskaffelsen af demokratisk valgte ledere, fakultets- og institutråd gjorde loven med ét slag bogens beskrivelser af disse kollegiale organer for selvstyret, og af hvad et universitet i det hele tager er, forældede.
Men der er al mulig grund til ikke at glemme principperne og vedblive med at kæmpe for dem. Det gælder også undervisningsfrihed. Det er ganske vist ikke meget bogen skriver om dette element i den akademiske frihed, andet end at studienævnene, som indstiller studieordninger til godkendelse, har ligelig repræsentation af studenter og lærere fra det pågældende studium (hvad de stadig har), og at "Den enkelte lærer har ofte i samspil med sine undervisningshold en betydelig frihed med henblik på undervisningens konkrete indhold og form, og alle lærere har i princippet pædagogisk metodefrihed." Desuden anføres, at "Universitetets undervisningsfrihed er forbundet med de studerendes uddannelsesfrihed" (som også er begrænset af bl.a. mangel på fri adgang til alle studier).
Det er trist at undervisningsfrihed, allerede før 2003-loven, generelt behandledes stedmoderligt, og at de universitetsansatte ikke i højere grad har opfattet den som en integral men truet del af den akademiske frihed generelt, der som bekendt omfatter forskningsfrihed (herunder frihed til valg af publiceringsform); retten til at ytre sig frit, såvel indenfor universitetets mure, hvor der bør herske selvstyre i akademiske anliggender, som udenfor murene; samt altså undervisningsfrihed. Ideelt set skal universitetets uafhængighed af økonomiske og politiske interesser sikres ved en udstrakt grad af akademisk frihed og institutionelt selvstyre. Undervisningsfriheden (Lehr- und Lernfreiheit) er det humboldske element, som skal give underviserne frihed til at udbyde forelæsninger, seminarer og kurser indenfor de områder, hvor de faktisk er kompetente og kan yde forskningsbaseret undervisning, og de studerende frihed til at følge den undervisning, de virkelig ser som essentiel for deres uddannelsesproces. Enheden af forskning og undervisning indenfor universitetet som organisatorisk ramme er den dag i dag stadig en vigtig forudsætning for såvel produktionen af ny viden som dens videregivelse under uddannelsesforløbet.
Men denne enhed er truet og undervisningsfriheden knægtes på forskellig vis. Mest markant ved at universiteterne underlægges en bureaukratisk akkrediteringsinstitution, som skal blåstemple nye såvel som gamle tiltag på undervisningssiden, og dermed indskrænker universiteternes autonomi. En anden indskrænkning er mindre synlig og sker, når undervisningsfriheden opfattes alene som universitetets – ikke den enkelte forskers. Mht. forskningsfriheden udgør 2011-revisionen af universitetsloven en forbedring, fordi det præciseres, at forskningsfriheden ikke blot er hele universitetets, men også den enkelte forskers (§2 stk. 2, "Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken"). Tilsvarende eksplicitering findes ikke mht. undervisningsfriheden. End ikke ordet nævnes i loven! Den konflikt, der blev beskrevet i L. M. Koldaus indlæg d. 9/1, henviser til en situation, hvor den enkelte forskers undervisningsfrihed udelukkes af universitetet selv i skikkelse af et studienævn, som repræsenterer en bestemt faglig majoritet, der undviger åben diskussion om interessekonflikter mellem forskellige tilgange indenfor et bredt fagområde, og som forhindrer, at en forsker der repræsenterer ekspertise indenfor et bestemt underfelt, kan udfolde sit talent her. Ud over det triste forhold, at en sådan konflikt i det konkrete tilfælde (jf. også Klaus Wivels artikel "Hjem til Århus" i Weekendavisen 1/6-2011) er et sindsbillede på en inkompetent og ansvarsforflygtigende universitetsledelse, ligger der et principielt problem her:
Princippet om undervisningsfrihed har alt for længe ligget underdrejet og er truet af glemsel. På den baggrund er det trods alt glædeligt, at de fire århusianske tænkere huskede det! Lad os håbe, at også ledelsen af Århus Universitet (og verdenseliten) har format til at erindre princippet om undervisningsfrihed – og om at det gælder såvel for den headhuntede Loke som for den menige forskermasse af Tordenskjolds soldater.
ps - Koldaus indlæg berørte også adgangen til ph.d.-studier; det har jeg modtaget flere kommentarer på, og vender tilbage til senere.

 ”Frihed skal tilbage på universitet.  Det kommer ved større frihed og tillid – og mindre detailregulering og kontrol. Men regeringen vil til gengæld stille krav om resultater. Her bliver udviklingskontrakter et centralt styringsredskab. Det bliver benhård resultatstyring med klare målepunkter til hvert af de pligtige mål, så regeringen får dokumentation for, at der er fremdrift”.  Sådan sammenfattede  uddannelsesminister Morten Østergaard den nye regerings krav til de kommende resultatkontrakter, da han optrådte ved ACs konference i mandags. ‘

Kravene skal formuleres som tre til fem selvvalgte mål, som det enkelte universitet selv foreslår. De skal afspejle universitetets egne strategiske prioriteringer. På den anden side kommer regeringen med tre til fem pligtige mål, som ministeren udpeger. I et brev til uni-bestyrelsernes formænd har ministeren allerede konkretiseret regeringens fire krav, hvor der er behov for en særlig indsats: ”Bedre kvalitet i uddannelserne (bedre fastholdelse af de studerende og bedre beskæftigelse). Bedre sammenhæng i uddannelsessystemet. Hurtigere igennem. Øget innovationskapacitet”. Ministerens benhårde resultatstyring handler så om, at der skal opstilles ”målepunkter” for succesopfyldelsen på de enkelte kontraktfelter. Målepunkterne skal være ambitiøse. Og de skal være konkrete (fx output) og ikke procesagtige. Universiteterne skal komme med forslag til ”kvantificerbare måltal”.

 I rektorkredsen tager man udfordringen op: ”Det gode ved ministerens mål er, at det er brede mål og at hvert universitet kan vælge sine mål og målepunkter, der altså ikke skal standardiseres eller være en ’benchmarking’-model”, siger rektortalsmand Jens Oddershede. ”Nogle af målene er vi selvfølgelig mere positive overfor end andre. Mest kritiske er vi nok overfor det ubetingede mål om hurtigere gennemførelse. Det kan godt være, at det er samfundsøkonomisk nyttigt at få studerende hurtigere igennem, men det er ikke sikkert, at det giver de bedste kandidater til gavn for de studerende og samfundet. Det nytter jo heller ikke at piske universiteterne til hurtigere gennemførelse, hvis de studerende ikke har et personligt incitament – især i den nuværende krise med stor demittend-arbejdsløshed …”

 Rektortalsmanden forudser hårde forhandlinger om succesmålene: ”Tiden vil vise, hvor meget ministeriet vil presse universiteterne til at stille konkrete mål. Det har vi såmænd ikke noget imod, men det er da ingen hemmelighed, at vores smertegrænse er koblet på økonomi. Der må jo ikke stilles krav, som økonomien ikke giver plads til. Og det anerkender Uni-Loven iøvrigt, for her står, at hvis der sker nedskæringer, så kan universiteterne kræve kontrakter omforhandlet”.

 Ministeriet og de enkelte universiteter skal nu forhandle kontakt. 23.april har universiteterne frist for at præsentere kontraktudkast - for de kontrakter, som skal virke med tilbagevirkende kraft fra 1.jan. 2012 ….

Der er slet ikke problemer med de ansattes medbestemmelse, for uni-ledelserne er meget lydhøre overfor de ansattes indspil. Der kan være debatter og uenigheder – vi snakker sammen og finder ud af det – i Akademisk Råd, men ledelserne justerer ind efter indspil fra de ansatte.  Sådan lød den virkelighed, som udvalgte vidnepaneler bestående af bestyrelsesmedlemmer, rektorer, ledere, menige og studerende præsenterede ved gårsdagens ACs uni-konference Tid til tillidsreform.

Det var påfaldende, at ingen af de fem indkaldte special-vidner om Akademisk Råd ville kritisere rådene for at være ”et tamt høringsorgan” (ACs program), som ledelserne kan regere udenom. Tværtimod udtrykte vidnerne tilfredshed med systemet. Dermed afmonterede de kritikeres krav om mere reel medbestemmelse til det akademiske personale. I salen blev KU-professor Peter Harder provokeret af det tandløse panel: ”De fortæller fordrageligt om, at Akademisk Råd formelt giver mulighed for medindflydelse – der er bare ingen garanti for, at det virker i praksis i konfliktsituationer! De ansatte har formelle muligheder, men reelt er der ikke redskaber til at sige til en leder, at han er ved at tage en forkert beslutning …”. Den eneste af de 20 udvalgte vidner, som for alvor kritiserede den manglende medbestemmelse i fx Akademisk Råd, var AU-professor Cathrine Hasse.

Bag debatten om Akademisk Råds rolle og struktur lå, at universiteterne skal præsentere udkast til nye vedtægter med mere medbestemmelse inden 1.marts. SDU-rektor Jens Oddershede kom med en bemærkelsesværdig indrømmelse: ”Jeg erkender, at studerende og ansatte ikke synes at vi ledere har gjort det godt nok. Der er altså behov for strukturelle ændringer med nye måder at lave medindflydelse på”. Det fremgik dog ikke, om Oddershede er indstillet på at give det menige personale reel medbestemmelse eller om den bare skal være formel, som i dag.

 Til at belyse behovet for større frihed til universitetsledelserne havde AC sammensat et vidnepanel bestående af rektorer. Gennemgående for deres vidneudsagn var, at den nye regering bør slække på den gamle regerings og embedsmændenes detailstyring. Ingen kommenterede dog direkte uddannelsesminister Morgen Østergaards præsentation af sine fire pligtige krav til de kommende resultatkontrakter: ”Frihed skal tilbage på universitet, men regeringen vil til gengæld stille krav om resultater. Her bliver udviklingskontrakter et centralt styringsredskab. Det bliver benhård resultatstyring med klare målepunkter til hvert af de pligtige mål, så regeringen får dokumentation for, at der er fremdrift”.

 ACs overskrift på konferencen var, at der er behov for en tillidsreform, dvs. at der eksisterer en ”tillidskløft”, men det kunne deltagerne ikke anerkende. ”Den konflikt kan jeg ikke genkende, for det er min oplevelse, at samfundet og politikerne har tillid til universiteterne. De ansatte har også tillid til ledelserne, hvis der er ansat den rigtige leder. Det handler derfor om tillidsrelationer, herunder om størst mulig åbenhed og gennemskuelighed”, sagde WA-redaktør Anne Knudsen, der er eksternt medlem af AAUs bestyrelse. Heller ikke politikerne kunne genkende tillidskløften; Venstres ordfører Tina Nedergaard mente ligefrem, at det er universiteterne, som mangler selvtillid …

På mandag d. 16.januar afholder AC (paraplyorganisationen for akademiske fagforeninger) en universitetspolitisk konference:  Tid til tillidsreform  for universiteterne: Frihedsgrader og fælles ansvar. Temaet er ”en række forskellige ’tillidskløfter’ i kølvandet på den nuværende styring af økonomi og aktiviteter” og hvordan dette overvindes.

 Konferencen er lagt op som en slags konsensus/dialog -konference. Der er indkaldt paneler af udvalgte forskere, ledere, rektorer og bestyrelsesrepræsentanter, der i vidnepaneler skal komme med indlæg for et panel af Folketingspolitikere (hvor venstrefløjen med SF og Enhedslisten dog ikke er indbudt).

Det er uklart i konferenceoplægget, hvad den angivelige ’tillidskløft’ består i, eller hvorfor den er der. Det er også uklart, hvad AC mener er universiteternes formål, fx om det er at bidrage med kritisk og uafhængig viden til samfundet eller om primærformålet er at understøtte erhvervslivet. Konferenceoplægget nævner heller ikke de ansattes forskningsfrihed / frihedsgrader med et ord, selv om AC formelt set også er paraplyorganisation for landets universitetslærere.  

Blandt de temaer, som panelerne skal vidne om, er om medbestemmelse til de menige kan bidrage til at øge kvaliteten af forskningen og uddannelserne? Et panel af bestyrelsesrepræsentanter skal sige noget om, hvordan bestyrelserne kan bidrage til at skabe tillid til universiteterne, og i det panel sidder også et par medarbejdervalgte vip-repræsentanter.

Der er imidlertid ikke indkaldt vip-repræsentanter, men kun rektorer/prorektorer til det panel, der skal belyse, hvordan medarbejderne får ”øgede handlemuligheder” (i de nye universitetsvedtægter, som ledelserne skal præsentere for Uddannelsesministeren inden 1.marts). Det rektordominerede panel lægger op til, at rektorerne kan erklære, hvilket handlerum ledelsen ønsker – og dermed også hvilke grænser for reel magt (indflydelse), der er plads til for de menige  (Se konferenceprogram)

Universiteternes kvalitetsarbejde på uddannelsesområdet er i perioden 2008-11 generelt blevet mere målrettet og helhedsorienteret. Der foretages i højere grad uddannelsesevalueringer og der inddrages forskellige eksterne interessenter i kvalitetsarbejdet. Men på tre universiteter er der uddannelser, som har en utilfredsstillende eller kun delvis tilfredsstillende ”løbende intern kvalitetssikring”.

 Det beretter rigsrevisor Henrik Otbo efter at Rigsrevisionen har modtaget redegørelser fra de 8 universiteter, suppleret med analysen med ACE-Denmarks vurdering af 132 akkrediterede uddannelser (i perioden 2010-11). Beretningen blev udarbejdet efter at Statsrevisorerne mente, at universiteternes evalueringer af hele uddannelsesforløb i 2003-07 var mangelfulde. Samtidig mente Statsrevisorerne, at Videnskabsministeriet ikke havde lavet ”præcise og klare rammer for universiteternes kvalitetsarbejde” og for udviklingskontrakterne.

Rigsrevisors beretning læner sig i høj grad op af akkrediteringsinstitutionen ACE-Denmarks vurdering af 132 akkrediterede uddannelser, hvoraf 55 pct. får karakteren tilfredsstillende, mens 45 pct. får alarmerende bedømmelser som ”delvist tilfredsstillende eller ikke-tilfredsstillende”. Og de utilfredsstillende er koncentreret på 3 universiteter, konstaterer Statsrevisor på basis af ACE-Denmarks analyse (se Statsrevisor-notat).

ACE-Denmarks akkreditering er angiveligt baseret på en faglig vurdering af uddannelserne ud fra 5 kriterier, fx om der sker løbende kvalitetssikring eller om der er behov for uddannelsen (herunder om der er en løbende dialog med aftagere, aftagerpaneler og dimittender). På trods af gentagne henvendelser har ACE-Denmarks direktør Anette Dørge Jessen ikke ønsket at oplyse, hvem de 3 universiteter er, eller hvad der mere præcist har været kriterierne for den negative bedømmelse.

Det er ikke noget nyt, at der er demokratisk underskud på de danske universiteter. Det har der været siden 2003-loven om universiteter udraderede institutråd, fakultetsråd og konsistorium samt valg til poster som institutleder, dekan og rektor, og erstattede hele molevitten med en indskrænket business-model med en bestyrelse øverst (dog uden noget modsvar til forretningsverdenens generalforsamling som modvægt og tjek af "virksomhedens" øverste ledelse) som ansætter lederne i hierarkisk orden nedefter. De enkelte pseudodemokratiske rester i styreformen, der er tilbage, som akademisk råd og studienævnet, har begrænset repræsentation og indflydelse i forhold til alle vitale anliggender.
Her på bloggen har det kritiske perspektiv mest været anlagt ud fra de menige forskeres situation, men også for de studerende og TAP-gruppen (det teknisk-administrative personale) er det demokratiske underskud et stort problem. Vi vil kan derfor støtte TAP-gruppen i deres seneste protest til Folketingets Videnskabsudvalg (her) over den forskelsbehandling, der ligger i TAP'ernes udelukkelse af Akademisk Råd. Protesten lyder:Universitetsbestyrelsesnetværket for de teknisk administrativt ansatte (TAP) ønsker hermed at gøre opmærksom på det uacceptable i, at TAP fortsat kun kan blive tilkendt en observatørplads i de akademiske råd. Vi mener, at vi, som er en væsentlig andel af de ansatte på universiteterne, bør være fuldgyldige medlemmer af rådene. Vi skal hermed opfordre Forskningsudvalget til at sætte fokus på denne åbenbare forskelsbehandling af en stor gruppe ansatte på universiteterne. Vi ønsker også et svar på om der i universiteternes vedtægter kan stå at TAP er medlem af akademisk råd. Vi imødeser et svar på denne henvendelse, og universiteterne har en deadline på den 1. marts hvor de nye vedtægter skal fremsendes til ministeren.Samtidig skal vi tilføje, at inkluderes TAP i Akademisk Råd, er handlingen stadig mestendels symbolsk og på linie med den "indflydelse" Akademisk Råd har i dag: Rektor og dekaner kan "høre" Akademisk Råd, men behøver ikke i denne "inddragelse" at rette sig efter rådets udtalelser. Fakultetsfusionerne på KU er det seneste eksempel.

Hvis frokostpausen bliver brugt på at lytte til ventetoner i telefonen for at komme igennem til kommunen eller løbe hen til postkassen med flytteanmeldelsen, gør det indimellem hverdagen unødvendigt travl. Derfor er det vigtigt, at danskerne får mulighed for at ordne praktiske gøremål, når det passer ind i deres egen ...

I kølvandet på det frygtelige terrorangreb i Norge, er der opstået et - efter min opfattelse - temmelig uklædeligt blame game i Danmark.Flere debattører, lederskribenter mv. har været meget hurtige til at gøre den nationalkonservative højrefløj til ansvarlige for, at der er skabt et "rum", som kan fremmane rabiate typer ...

De, der har set filmen 'The social network' kan sikkert huske scenen, hvor Harvards rektor forklarer de to Winklevoss-brødre, at de hellere skulle få sig en 'ny ny ide' frem for at klage over, at nogen har stjålet deres gamle ”nye ide”. Blandt rektorens argumenter er, at studerende på Harvard ...